Bertel Haarder: ’Jeg efterlyste mere kultur og flere unge’

Bertel Haarder beretter om visionen for Folkemødet, efter han i 2010 blev inspireret af Almedalsugen i Sverige. "Min vision var jo netop at Folkemødet skulle være en blanding af en sommerhøjskole, Roskildefestival og et politikerdyreskue hvor man kunne se girafferne."

Folkemødets inspiration stammer fra den svenske Almedalsuge, som siden 1968 har lagt op til en politisk samtale, mellem politikere og befolkningen.

Svensk inspiration

I 1982 blev Almedalsugen før første gang officielt arrangeret af Socialdemokraterne, og i årene efter deltog både flere partier og lobbyorganisationer i festlighederne.

En ny tradition var født. I 00’erne voksede arrangementet til en decideret politisk folkefestival, som lige siden er tiltaget i størrelse år efter år. Sidste år blev mere end 2.100 events afholdt for de omkring 96.000 besøgende, i løbet af arrangementets fem dage.

Det var efter et besøg på Almedalsugen i 2010, at daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder, kom på ideen om et dansk konceptet i samme ånd.

– Det undrede mig, at vi ikke havde noget lignende i Danmark, for på en måde var det meget mere i overensstemmelse med dansk folkelig tradition med politik og festival i ét. Sådan beskrev Berthel Haarder de første spæde tanker bag folkemødet, i bogen ”Folkemødet – Demokrati under åben himmel” af Lena Schenk og Julie Artke.

Journalist for Berlingske, Philip Flores agerede mellemmand, da han i sommeren 2010 ringede den daværende bornholmske borgmester Winni Grosbøll op.

En afgørende telefonsamtale: ´Det var vist meget godt, at jeg tog den´

– Jeg kan huske den der telefonsamtale, mens jeg forsøgte at genne børnene ind i bilen. Det var midt i min første sommerferie som borgmester i 2010, og jeg stod på Kvicklys parkeringsplads med mine tre børn, på dengang to, seks og syv år.

I røret var journalisten Philip Flores, der fortalte, at han stod i Visby med Bertel Haarder, daværende indenrigs- og sundhedsminister, og Vibeke Storm Rasmussen, daværende regionsrådsformand i Region Hovedstaden, på vej hjem efter at have deltaget i Almedalsugen alle tre. De havde talt om, at vi burde have noget lignende i Danmark, og Philip siger, ”De foreslår Bornholm, hvad siger du til det?”. ”Det vil vi gerne!”, svarede jeg straks. Det er et af de der telefonopkald, hvor man bagefter tænker: Det var vist meget godt, at jeg tog den.

Ideen fald sammen med de overvejelser og tanker som Winni Grosbøll selv havde gjort sig, og hun medbragte derfor sit oplæg til mødet med Bertel Haarder. Allerede året efter var det første Folkemøde stablet på benene, og har efterfølgende fundet sted hvert år, med undtagelse af 2020 grundet COVID-19.

Bertel Haarder fik ret

Selvom det danske Folkemøde blot har eksisteret siden 2011, har det altså allerede overhalet sin svenske ældre storebror i besøgsantal, på trods af at den svenske befolkning er omkring dobbelt så stor som den danske, og at den svenske tradition har eksisteret siden slutningen af 1960’erne. Bertel Haarder må dermed siges at have fået ret i sin vurdering og forudsigelse, tilbage i 2010.

Din forudsigelse har holdt stik, havde du set det komme i den skala?

– Det vil jeg sige ja til, fordi allerede i 2011 ved det første Folkemøde, der efterlyste jeg mere kultur og flere unge. Og så skal jeg love for i de følgende år, der kom foreningerne, der kom kulturen og der kom de unge. For det jeg havde oplevet i Almedalen på Gotland, det var jo en total dominans af politikere og fagforeninger og erhvervsorganisationer. Og jeg savnede foreningerne, kulturen og de unge. Når 90.000 unge kan bo i telt under Roskildefestival, så kan det samme vel lade sig gøre på Bornholm. Min vision var jo netop at Folkemødet skulle være en blanding af en sommerhøjskole, Roskildefestival og et politikerdyreskue hvor man kunne se girafferne. Udtaler Bertel Haarder til Bornholms Tidende.

Hvor ser du folkemødet bevæge sig hen i fremtiden, og ser du folkemødet forblive på Bornholm hvis væksten fortsætter samme skala som hidtil?

– Der er en naturlig grænse for, hvor stort det kan blive, og den sættes af antallet af sengepladser og teltpladser, samt fly og færger. Så jeg tror ikke, at det bliver større, og det ønsker jeg heller ikke, men jeg synes, at det er imponerende at en ø med 40.000 indbyggere pludseligt kan vokse til det tredobbelte.

Hvad er din kommentar til debatten om hvorvidt folkemødet som facilitator skal håndtere protester og aktivister?

– Jeg har på intet tidspunkt været bekymret, dels fordi det er svært at råbe og skrige under 3.500 arrangementer, der er simpelthen for mange arrangementer til at én aktionsgruppe kan dominere Folkemødet. Det lader sig ikke gøre. Dertil kommer at pressen efter min mening i alle årene har opført sig eksemplarisk ved ikke at dyrke hverken protester eller hår i suppen, når det gælder en politiker, der siger noget lidt andet end partiet. Jeg synes virkelig, at den journalistiske verden fortjener ros for, at den i folkemødets ånd tager folk på ordet. Lader det de siger være det, det drejer sig om. Og ikke alle mulige forestillinger om hvad de taktiske bevæggrunde kan være.

Nu var du selv en del af åbningsceremonien, hvordan oplevede du årets folkemøde?

– Det var at stort set det hele fungerede bedre end det plejer. Jeg synes, at åbningen var bedre end den plejer. Det var en stjernegod idé at have både orkester og et kor til at synge, og så bruge storskærmen til tekst. Statsministeren var ikke til stede, men hun kom jo senere. Der er jo to klager der går igen, toiletter og larm om aftenen.

Der er jo ikke noget der er så godt at det ikke kan blive bedre.