Formand blev genvalgt

NOTITS | KULTUR | 11. MAR • 12:00
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | KULTUR | 11. MAR • 12:00

De pessimistiske toner, der lød fra Klemensker Pensionistforening for ikke ret mange år siden, er klinget af. Ikke færre end 33 af foreningens nu 89 medlemmer var således mødt op til den årlige generalforsamling i Fælleshuset.

I årsberetningen konstaterede formand Annmari Dahl, at der også er en tredjedel af medlemmerne, der møder op til de fleste af foreningens arrangementer. Ganske pænt, selvom man jo altid kan ønske sig, at endnu flere dukkede op, sagde hun.

2025 bød på foredrag og underholdning af Herluf ”Luffe” Larsen, Finn Ole Nielsen, Lillian Hjort Westh og Martin Frederiksen, fastelavn med tøndeslagning, minigolf i Østerlars, bowling i Rønne, to udflugter – én til Midt- og Sydbornholm og én til Kristianstad i Sverige – samt en julefrokost i Fælleshuset.

Kasserer Birgit Gren gennemgik regnskabet, der balancerede med et overskud på 3.151 kroner.

Formand Annmari Dahl og sekretær Anette Jørgensen blev begge genvalgt til bestyrelsen. Det samme gjorde suppleanten Lise Hansen, som fik selskab af Finn Jørgensen, den eneste hane i kurven, idet man fremover vil have to suppleanter.

Til gengæld blev antallet af revisorer skåret ned til én, og her var Irene Dunker ikke på valg.

FÅ ABONNEMENT