Gravgaard: Vågn op – børnene venter stadig

Gravgaard: Vågn op – børnene venter stadig
Klub Nord åbnede med rød løber på første i august 2023. Arkivfoto: Torben Østergaard Møller
LEDER | DEBAT | 12. MAR • 05:30
LEDER | DEBAT | 12. MAR • 05:30

Forældre råber på hjælp. Folketingskandidater nikker. Men børnene på mellemtrinnet står stadig alene hjemme efter skole. Det er en skandale.

Et åbent brev fra forældre bag Klub Nord i Allinge lander på bordet hos de bornholmske folketingskandidater. Budskabet er klart: Det må ikke være postnummeret, der afgør børns trivsel. Find en løsning.

Syv kandidater er enige: Situationen er uholdbar. Det er ikke en kommune værdigt. Der skal ske noget.

Men børnene venter stadig. For det er ikke bare rart at have et sted for vores børn på mellemtrinnet efter skole. Det er nødvendigt for at sikre trivsel. Og det bliver dyrere og dyrere for Bornholm at misrøgte sine unge.

Hele landet og hele Vesten er ramt af ensomhed og mistrivsel blandt de unge. Derfor er det endnu værre, at børn på Bornholm - som en af de få kommuner - skal gå alene hjem fra 4. klasse. Tre til fire timer i ensomhed efter en tidlig skoleafslutning. Uden trygge fællesskaber. Uden struktur. Uden voksne.

Vi er en blandt få kommuner i Danmark, der er lykkedes med at tolke kravet om klubtilbud på en måde, så børnene rammes. Det er dumt for børnene. Det er dumt for økonomien. Og det er dumt for tilflytterstrategien.

For børnefamilier vælger ikke bosted efter slogans. De vælger efter trivsel. Og når de opdager, at deres 10-årige skal være alene hjemme hver eftermiddag, så overvejer de at flytte væk. Det kan vi se i opslaget. Det kan vi høre fra forældrene. Og det burde få både folketingspolitikere og kommunalpolitikere til at vågne langt hurtigere op.


For det handler om at holde på den arbejdskraft og de eftertragtede børnefamilier, som vi kæmper for at tiltrække. Hvad nytter det at lokke folk til Bornholm, hvis de flytter igen, fordi hverdagen ikke hænger sammen? Tilflytterkonsulenten fortæller ikke om det manglende klubtilbud. Men det rammer os, når vi flytter hertil med børn.

Samtidig koster børn uden trivsel kommunen markant mere i takt med, at de vokser op og kræver større velfærdsydelser. Det er en dårlig investering at spare på klubtilbud nu og betale prisen senere.

Det nye borgmesterflertal har en ambition om at styrke klubtilbuddet. Det er godt. Men der er lang vej igen. Og i mellemtiden fristes alle forældre med børn på vej i mellemtrinnet til at søge nye græsgange.

Folketingskandidaterne diskuterer, om det skal være lovpligtigt, om det skal finansieres nationalt, eller om det skal løses gennem udligning. Det er vigtige diskussioner. Men mens de taler, står børnene stadig alene hjemme.

Nogen er stimuleret med venner og sportsaktiviteter, så skærmene ikke tager over og klikker dem ned i ensomheden. Men for mange er det ikke tilfældet. For mange er eftermiddagen lang, ensom og skadelig. Det skal vi stoppe. Nu.

Både Christiansborg og kommunalpolitikerne skal vågne op. For børnene kan ikke vente på endnu en budgetforhandling, endnu en udligningsreform eller endnu et valg. De har brug for et sted at være.

Nu.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT