"Det må forventes, at en relevant, helhedsorienteret indsats vil reducere sygefraværet over tid, men det er tvivlsomt, om hele besparelsen kan opnås. Desuden er der en række arbejdspladser i kommunen, der ikke anvender vikarer under sygefravær og dermed ikke har en udgift", hedder det i HovedMED's svar.
Mindst kritiske er kommunens økonomi- og personalefolk. Her har man også lagt mærke til, at indsatsen for mindre sygefravær "vil skulle udmøntes der, hvor der er direkte udgifter som følge af sygefravær".
Det peger ikke mindst på ældreplejen, der både har meget sygefravær og kalder vikarer ind ved fravær.
"Det vil derfor give mening, at den tilhørende indsats målrettes de steder i organisationen, hvor indsatserne medfører lavere udgifter til for eksempel vikardækning", foreslår ledelsen og tillidsfolkene i Økonomi og Personale.
Lærerne og pædagogernes ledelse og tillidsfolk går ind for, at sparekravet om lavere sygefravær glider helt ud af budgettet. Bring i første omgang fraværet ned – og høst først gevinsten, når det faktisk er sket, lyder rådet.