Han var i kontakt med Danske Bank, Jyske Bank, Nordea. Alle sagde nej.
– Mange af dem sagde, at det var et døende erhverv. At alle bagere, de kendte til, var på vej ned. Jeg tænkte, det kan I da ikke mene. Det er altså nummer et forretning i de større byer lige nu. Så jeg tænkte, jeg måtte ringe til en bank, der vidste, hvad det handlede om. Jeg fandt ud af, hvilken bank Brød (bageri i København, red.) havde og ringede til dem. En lille andelsbank, Fælleskassen. De forstod, hvad vi ville, og gik med til at låne os pengene, fortæller Sixten Carl Ravn.
Fri fra storbyen
Makkerparret har givet 1,3 millioner for bageriet på Nordre Strandvej.
En stor sum penge for to unge mennesker, men dog en overkommelig sum i forhold til, hvis drømmen skulle udleves i København.
– Hvis det var i København ville det have kostet flere millioner kroner, og det meste af tiden ville vi skulle kæmpe for at overleve. Konkurrencen er så stor, og man kan gå fra at være en succés til at være et flop meget hurtigt. Det er ikke særligt tiltrækkende for os. Her i Tejn var der en mulighed for, at mig og Bertram kunne starte noget fra bunden, og her var der også mange af de maskiner, vi skulle bruge, siger Sixten Carl Ravn.
Han er helt klar over, at det er de færreste unge i starten af 20'erne, der bytter et liv i København ud med en hverdag i Tejn. Men det føles rigtigt.
– Der er en frihed på Bornholm, som vi begge er meget tiltrukket af. De fleste på vores alder flytter jo til København, men Bertram og jeg er født og opvokset der. Vi har fået nok af storbylivet i en tidlig alder, fordi vi har fået det så koncentreret, siger Sixten Carl Ravn.

Med til bageriet fulgte også et komplet bageri med de maskiner, som Sixten Carl Ravn og Bertram No Pedersen havde brug for. Makkerparret har selv suppleret bageriet med en stenovn, så de kan lave det helt rigtige brød. Foto: Berit Hvassum
Opbakning fra Tejn