På nordlandet er årets fastelavnsfest digital

På nordlandet er årets fastelavnsfest digital
Annika Lamhauge Kaiser. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 31. JAN 2021 • 10:41
| ABONNENT
31. JAN 2021 • 10:41

FASTELAVN

Selvom corona fortsat spænder ben for mange arrangementer, skal børnene stadig kunne have det sjovt med at klæde sig ud og vinde præmier.

Det mener den frivillige forening Børn på nordlandet, og de har derfor lanceret en digital fastelavn, fortæller foreningens formand Annika Lamhauge Kaiser.

– Vi kan jo ikke mødes, som vi plejer, men børnene glæder sig til fastelavn og til at gøre noget særligt ud af deres udklædning. Så vi tænkte, at vi kunne lave en virtuel fastelavn uden at mødes, men hvor man stadig får vist sig frem i sin udklædning, fortæller hun.

Konkurrence i udklædning

Der bliver derfor ingen fælles tøndeslagning, men Annika Lamhauge Kaiser har sammen med den øvrige bestyrelse i Børn på nordlandet udformet en udklædningskonkurrence, der foregår på det sociale medie instagram.

– Konkurrencen går ud på, at man klæder sig ud og lægger et billede eller en video op på sin egen profil. Man skal sikre sig, at ens profil er åben, mens konkurrencen kører, og så skal man bruge nogle bestemte hashtags, som vi har meldt ud på vores facebookside og instagramprofil. På den måde kan vi søge på de hashtags og finde en vinder indenfor de tre kategorier, forklarer Annika Lamhauge Kaiser.

Man kan vinde en første og anden præmie i kategorierne pæneste udklædning, sjoveste udklædning og mest kreative gruppe eller familieudklædning.

– Vi kalder den gruppe eller familieudklædning, fordi der skal være mulighed for at stille op sammen. Enten som familie eller den boble, man er i under corona. Jeg ved, at min egen datter for eksempel under ingen omstændigheder vil have taget billede med mor og far, men hellere de andre børn, hun er i nødpasning med, og sådan er der sikkert også andre børn, der har det, siger Annika Lamhauge Kaiser.

Lokale virksomheder støtter

Da rammerne for konkurrencen var på plads, begyndte Børn på nordlandet at kontakte de lokale virksomheder i håb om, at nogen ville sponsorere med lidt forskellige gode præmier.

Det viste sig, at der var stor opbakning til projektet.

– De lokale erhvervdrivende har bare været så gode og er kommet med så flotte præmier. Det er superfedt, og det fortæller også mig, at vi jo alle går og tænker, at den her tid med corona ikke er særligt sjov, og at vi skal sørge for, at børnene stadig skal have det sjovt. Jeg synes generelt, de erhvervsdrivende på nordlandet er så gode til bakke op om fællesskabet, siger Annika Lamhauge Kaiser.

Det er virksomhederne Det Griser, Sandvig Is Kalas, The Falcon Hotel, Strandhotellet, Nordbornholms Røgeri, Dideriks Veranda, Næsgården, restaurant Margeritten og Superbrugsen i Allinge, der har sponsoreret med forskellige præmier til første og anden pladserne i de tre kategorier.

Man kan blandt andet vinde flere forskellige gavekort, fastelavnsris og tønder med tilhørende fastelavns-kit.

Juryen skal findes

Det er ikke et krav, at man bor på Nordbornholm eller Bornholm i det hele taget for at deltage i konkurrencen.

Det foregår digitalt og kan derfor række udenfor øen, og præmierne kan indløses og bruges under feriebesøg på Bornholm.

Annika Lamhauge Kaiser håber, at så mange som muligt vil deltage i konkurrencen.

– Ellers er der jo nogen, der kommer meget let til de fine, fine præmier, siger hun.

Imens børn og forældre nu er i gang med at finde på udklædning og lægger billederne op, er Børn på nordlandet ved at sammensætte en jury, der skal kåre vinderne af første- og andenpladserne i de tre kategorier.

– Vi har spurgt biblioteket, børnehaven og Kongeskærskolen. Det skal jo helst være nogen, der er lidt neutrale, så der ikke er nogen, der bliver snydt, siger Annika Lamhauge Kaiser.

Konkurrencen løber frem til den 11. februar klokken 16, og de præcise regler kan man læse mere om på Børn på nordlandets facebookside.