Vores by er turistklar

Vores by er turistklar
Det er sjovt at give noget tilbage til det lokalsamfund, man er en del af, siger Julius Grønning, køkkenchef på Hotel Kysten. Eget foto
DAGENS NAVN | Tirsdag 9. juli 2024 • 05:30
DAGENS NAVN | Tirsdag 9. juli 2024 • 05:30

Den 28-årige kok på Hotel Kysten ser et stort potentiale i Hasle.

Du går rundt og gør rent, mens vi taler sammen ... hvad er det for et job, du har fået?

– Jeg er køkken- og restaurantchef på Hotel Kysten i Hasle. Vi har lukket mandag og tirsdag, og der gør vi køkkenet helt rent, så vi er klar til en ny uge. Det hører med.

Du er ikke født på Bornholm, men du har boet her i mange år?

– Jeg kom til Bornholm, da jeg var 11 år. Jeg er født i Roskilde. Men jeg har taget noget af min uddannelse i København, og har arbejdet på Scandic Falconer på Frederiksberg. Nu bor jeg i Rønne med kone og to børn. Tidligere har jeg været på Hotel Balka Strand, Hotel Friheden og Hotel Abildgaard i Tejn. Og så startede jeg sidste år på Jantzens Hotel i Gudhjem, som jo er Hotel Kystens søsterhotel, og hjalp dem med at lave deres morgenbuffet.

Hvordan var det at stå i spidsen for et mindre hotelkøkken, hvor I kun lavede morgenmad?

– Det var helt fint. Så er der ikke så langt mellem leddene, fra leder til medarbejdere. Det er sådan, jeg godt kan lide at arbejde.

Og nu er du flyttet til Hotel Kysten i Hasle? Hvorfor er du så glad for sæsonarbejde?

– Lige nu passer det godt med at jeg har en foodtruck, Grønnings Foodtruck, som leverer mad til private arrangementer i vintermånederne. Her kan man få lov til at lave det man har lyst til. Så kan man knokle om sommeren.

Hvad er det for et slags køkken I laver på Hotel Kysten?

– Det er små sæsonbaserede anretninger, otte i alt, som er i samme størrelse. Lavet efter sæsonen.

I åbnede 1. maj. Hvordan er det gået?

– Vi har faktisk haft utrolig stor opbakning fra de lokale og fra bornholmerne i det hele taget. Vi har ikke haft en eneste weekend endnu, hvor vi ikke har haft fuldt hus. Vi har plads til 30-35 gæster på en aften. Det er megadejligt, at vi har fået så meget support. Der er rigtig mange, der sætter pris på et friskt pust i Hasle. Byen er på mange måder ved at være turistklar. Der er rigtig mange gode steder. Der er både Kabyssen og Emajokka og Røgeriet. Der manglede en aften-sidde-ned-og-spise-restaurant som ikke er buffet med fisk eller tæerne i sandet. Vi har med vilje valgt, at lave noget lidt anderledes, for ikke at tage kunder fra hinanden, men tilføre mere til helheden.

Hvad er det, der sker i Hasle i disse år? Der bliver også solgt mange huse?

– Når jeg står heroppe på bakken og kigger ud, så tror jeg simpelthen at folk er ved at finde ud af, at havneområdet og kyststrækningen er virkelig brugbar hele vejen. Vi har et fantastisk havnebad, alting er tæt på, der er indkøbsmuligheder, der er Grønbechs Gaard. Men det er ikke så crowdet, at man går og falder over hinanden. Det tror jeg folk godt kan lide. Og så står solen ned lige ud for.

Og I har valgt at servere aftensmad for alle, ikke bare hotellets gæster?

– Da Lars havde overtaget i vinter snakkede vi om, om vi bare skulle satse på morgenmad her og så satse på mere i Gudhjem. Men så blev vi enige om at satse på aftensmad her. For os er det vigtigt at lave noget, der mangler, ikke mere af det, der allerede findes i forvejen. Vi vil gerne dække et behov. Og det gør vi i Hasle. Det synes jeg, er det, der er sjovt. At være med til at give noget tilbage til det lokalsamfund, man er en del af.

Kan man få sig en god kop kaffe på det nye Hotel Kysten?

– Det kan man. Hver dag fra klokken 11 serverer vi baristakaffe og hjemmebagt kage. Vi er et hotel, med en stor, opdelt restaurant i stueetagen.

Hvornår lukker I ned for sæsonen?

– Det gør vi efter planen den 31. oktober.

Og så skal du videre med foodtrucken, når du har fået pusten igen?

– Det kommer an på, hvor lang tid vi har gæster. Hvis vi kan sælge borde i ydersæsonen, så holder vi restauranten åben. Det er det, der er planen.

Julius Grønning

Alder: 28 år.

Civilstatus: Gift og far til to børn på et og snart fire år.

Uddannelse: Udlært kok på Green Room på Frederiksberg.

Interesser: At køre på racercykel. Jeg kører mellem 130 og 170 kilometer om ugen. Ingen klub. Det er enkeltstarter hver gang.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT