Tv-vært vælger Svaneke og Folkemødet: Det var ensomt at pendle

Tv-vært vælger Svaneke og Folkemødet: Det var ensomt at pendle
DAGENS NAVN | ABONNENT | 8. DEC 2023 • 05:30
DAGENS NAVN | ABONNENT
8. DEC 2023 • 05:30

Louise Bjerregaard kommer med mange års erfaring som tv-vært, journalist og programredaktør. Nu er hun en af de nye nøglefigurer i Folkemødesekretariatet i Allinge.

Hvad er din baggrund?

– Jeg er cand. mag. i film- og medievidenskab, men har arbejdet som journalist og lavet tv altid. Jeg startede i DR og var der i 14 år, først på DR Sporten som journalist og vært, og så kom jeg til Nyhederne som vært og siden til DR2 som redaktør på et udenrigsmagasin. De seneste syv år har jeg været på Nordisk Film og Tv, først som redaktør på Godmorgen Danmark, og siden som redaktionschef med ansvar for temaer, events, særudsendelser såsom folketingsvalg, dronningens fødselsdag og indsamlinger til Kræftens Bekæmpelse. Det lavede jeg frem til den 30. september i år. Så jeg pendlede de første to år.

Din mand er tv-producent, hvorfor flyttede I til Bornholm i 2021?

– Corona satte en del tanker i gang. Vi fandt ud af, at vi trives ret godt med ikke at have så travlt. Så vi snakkede meget om, hvordan vi kunne købe os til mere fritid. Vi var ude i alle mulige tanker, skal vi flytte til Stevns, Svendborg. Det skulle være noget helt andet, vi skulle væk fra byen. Og af en eller anden grund var det Bornholm, der vandt. Vi bookede seks fremvisninger i tre forskellige byer, og to måneder senere flyttede vi ind i vores nye hus i Svaneke. Vi er begge to sådan nogle, der tager hurtige beslutninger. Hvis noget er rigtigt, så handler vi på det. Men det her var vist ny rekord.

Har I været glade for det valg?

– Det er det bedste, vi nogensinde har gjort. Vi har ikke fortrudt det et eneste sekund. Vi var selvfølgelig lidt usikre på børnene, især vores søn, der var 13 på det tidspunkt. Men de var med på det fra starten, og det er gået over al forventning. Vores søn siger det næsten dagligt. Han er så glad for at bo her. Han har fodboldklubben i byen, og sine venner. Og den lille hun cykler bare rundt, de styrer alting selv. Der er en helt anden frihed her. Og folk er så inkluderende og søde og inviterer os med til en masse ting.

Hvordan faldt det på plads med et job på Folkemødet?

– Jeg startede med at pendle, og jeg syntes faktisk, jeg havde fået lavet en fin aftale med to dage i København og tre dage hjemme, der var stor fleksibilitet fra Nordisk Films side. Men jeg følte mig ensom. Jeg savnede min redaktion, mine kolleger. Det er aldrig det samme på teams og på telefonen. Man kan ikke lige tage de spontane snakke over en kop kaffe.

Men så kunne du jo bare have taget et job på TV2 eller DR Bornholm?

– Ja. Men jeg havde det lidt sådan, at hvis jeg skal noget andet, så skal det være noget helt andet. Og så har jeg altid tænkt, at Folkemødet det gad jeg virkelig godt være en del af. Det giver mig lidt den samme public service-følelse som på DR, det har et formål, det betyder noget.

Så du inviterede dig selv til kaffemøde?

– Ja. Jeg skrev sidste sommer, 'det er ikke noget der haster, men jeg overvejer, om det der pendlerliv er noget for mig, så hvis der bliver en åbning, så tag fat i mig'. Og så valgte programchefen at stoppe, og så tog vi et kaffemøde, og så faldt det på plads i august.

Hvad er din tilgang til arbejdet her? Der er noget overlap i forhold til planlægning, men kun en udsendelse om året?

– Det er en stejl læringskurve. Man kan sige, at det at sammensætte et program på hovedscenen, det ligner meget det, jeg har siddet med på tv. Det er bare en anden måde at arbejde med tiden på. Men så er der alt det praktiske oveni, hvor vi er vant til at lave en udsendelse, hvor man arbejder meget intenst sammen, mens det står på, og så er det bare farvel og tak. Her er der nogle meget vigtige relationer, som skal plejes hele året, og al kommunikationen med partierne, som skal orienteres, og Danmarks Radio og TV2. Det er en anden måde at arbejde sammen på, som jeg godt kan lide.

Hvad bliver hovedopgaven så? Du er program- og presseansvarlig, men lige nu har du også ansvar for kommunikationen?

– Ja, og festivalavisen er også havnet hos mig, så der er nok at lave. Der er meget nyt at sætte sig ind i. Jeg tænkte, da jeg startedde, er det her virkelig et helårsjob, så er vinteren nok lidt stille. Indtil videre har det overhovedet ikke været stille. Lige nu er det en af de store ting, fordi det er så stor en post på budgettet: hvilken slags hovedscene skal vi have. Den, vi har haft de foregående år, var simpelthen for dyr, og vi skal spare, for at sige det lige ud. Så jeg sidder og indhenter tilbud på en ny scene, lys og lyd, produktion og kamera til scenen, det er meget det, der fylder. Jeg glæder mig til at få mere tid til indhold.

Er der noget, du gerne vil gøre anderledes i forhold til pressen?

– Vi skal blive bedre til at pitche historier. Ikke for at promovere os selv, men for at hjælpe folk med at få øjnene op for andet end politikerne. Vi skal også have en strategi for vores sociale medier, Instagram og Lindkedin for eksempel, så vi også kan fortælle noget om, hvad der foregår, også når det ikke er uge 24.

Om Louise Bjerregaard

Alder: 51

Uddannelse: Cand. mag i film- og medievidenskab fra KUA

Bopæl: Svaneke

Civilstatus: Gift, to børn på 11 og 15

Fritidsinteresser: Tennis og vinterbadning



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT