Sven kunne ikke undvære Bornholm, så han flyttede tilbage

I 34 år var Sven Sparholt øjenlæge på Bornholm sammen med sin kone, Jane. I 2017 solgte de klinikken, men da Jane døde året efter, valgte han at flytte til Jægerspris. Det blev dog for kedeligt, så nu er han tilbage igen og nyder livet ved Læsåen med sin nye hustru, Vibeke.

I 1983 flyttede du til Bornholm og blev øens eneste øjenlæge. Hvordan kom det i stand?

– Det var egentlig meningen, at jeg skulle have lavet en nyetableret praksis i Grindsted sammen med min kone, Jane, som også var øjenlæge. Men så ringede vores gode ven, Sten, som var øjenlæge i Holbæk, og sagde, at Bornholm var til salg. Og så tænkte vi, at det kunne passe rigtig godt til os, fordi på Bornholm var der ikke nogen anden øjenlægepraksis. Der var kun os, så der følte vi, at vi var mere fredet.

– Det var en solopraksis, vi overtog af øjenlæge Stig Hein, så der gik et års tid, før vi fik lov af amtet til at være to øjenlæger på klinikken. Jane kom derfor først officielt med efter et år, og så drev vi den sammen indtil 2017.

Hvad er hemmeligheden bag at have et succesfuldt samarbejde med ens ægtefælle igennem så mange år?

– Der kan jeg kun sige én ting: Respekt.

– Vi er jo lige så forskellige som andre mennesker, og nogle ting håndterer jeg anderledes end Jane, og vice versa. Men man skal altså være meget, meget forsigtig med at lave om på nogle ting. Hvis Jane havde bestemt noget, så skal jeg ikke komme og sige "nej, nej, nej". Det kunne vi diskutere indbyrdes, men det skulle i hvert fald ikke være sådan, at vi blev spillet ud mod hinanden. Så jeg vil sige, den overordnede overskrift må være respekt.

I forblev ikke "fredede" i alle 34 år, for der kom løbende andre øjenlæger på Bornholm. Hvordan var det?

– Ja, Jakob Friis åbnede klinik i Hasle, og så var vi ikke længere alene. Men det var fint, og det var en dejlig afkobling for os, må jeg sige. Det var vidunderligt at have en, som også skulle tage fat, fordi vi blev i hvert fald kritiseret for ikke at arbejde tilstrækkeligt meget. Og det var lidt svært at være med til, eller vidne til. Så det, at Jakob kom, det var jo en stor glæde, fordi så var der ligesom

en anden part at fordele udskældene på.

Du var den første læge på Bornholm, som lavede gråstær operationer. Og du har også lavet en masse okuloplastik-operationer i øjenklinikken, hvilket ikke var så udbredt dengang. Hvad var det, der gjorde, at du var så fremme i skoen som øjenlæge?

– Det var interessen. Jeg synes, det var dødspændende. Og så kunne man også gøre lidt nytte. Det er ikke så dårligt at stå og tage forbindingen af en patient, som er opereret for gråstær dagen inden, og så se deres ansigtsudtryk. Hold da kæft! Det er jo i høj grad belønning i sig selv.

– Det var jo også lidt spændende at se, at de der har gået og døjet med øjne, der løber i vand, øjenvipper, der skraber mod øjet, eller øjenlåg, der hænger og skygger for solen, at man kan befri dem fra den slags trængsler.

Du var ikke bange for at være den første, der prøvede at lave de ting på Bornholm?

– Jo, det kan du godt sige, men jeg følte, at jeg havde trådt mine barnesko på steder, hvor man kunne de her ting. Jeg havde været øjenlæge i Sverige, hvor man havde det princip, at når man opererede, så opererede man sine egne patienter, og så sad overlægen ved siden af. Og når overlægen opererede sine patienter, så sad du selv ved siden af. Og så fik man gode råd og vejledning undervejs. Det var sådan en slags mesterlærer. Så jeg følte mig godt nok klædt på, og jeg følte ikke, at jeg sprang ud på dybere vand, end jeg kunne bunde.

Hvad var årsagen til, at I stoppede med at have klinikken i 2017?

– Det var, at der blev lagt så mange administrative ting ind over os fra centralt hold. Vi skulle have besøg af nogle, der skulle kigge på vores måde at håndtere ting og sager på i klinikken, og så skulle vi skrive nogle kæmpe rapporter om, hvordan vi gjorde det og det. Men altså, jeg har gået til nok eksaminer i mit liv. Det kunne jeg ikke lige se, at jeg havde nogen lyst til.

– Vi havde i forvejen luret lidt på at afhænde vores praksis på et tidspunkt, og så magede det sig sådan, at der var nogen, der pludselig blev interesseret i at overtage den. Og så sagde vi, så er det vel nu. Jane var 68, og jeg var 67, så det var vel ikke helt urimeligt at stoppe.

Hvordan har dit liv udviklet sig, siden du blev pensioneret?

– Jane døde desværre i december 2018. Hun fik konstateret kræft i 2014 og levede med det i fire år. Og så var jeg alene i en periode, indtil jeg mødte Vibeke, som er min nuværende hustru. Vi valgte at flytte til Jægerspris og troede, at det var der, vi skulle være, men det blev for kedeligt for os - især nok for mig. Så vi flyttede tilbage til Bornholm og købte et hus på Vasegårdsvej nede ved Læsåen. Og det er jo en af Danmarks mest produktive havørredåer, når der ellers er vand i den. Og der bor vi jo fantastisk dejligt, må man sige. Der er fred og ro, og det er helt vidunderligt.

Hvad betyder lystfiskeri for dig?

– Meget. Jeg vil nok ikke sige alt, men det betyder meget. Jeg har fisket hele mit liv. Min bror - som er biolog - og jeg har fisket næsten lige fra vi kunne gå, og det har fulgt os hele livet igennem. Og det var jo heller ikke helt uvæsentligt, da vi besluttede os for at flytte til Bornholm, eller få en praksis på Bornholm. Vi vidste jo udmærket godt, eller i hvert fald vidste jeg, at der var et fremragende fiskeri på Bornholm. Så det glædede jeg mig til at komme over og deltage i, og det har jeg da i den grad også deltaget i. Jeg skyndte mig at melde mig ind i Bornholm Sportsfiskerforening, og den har jeg så været medlem af, lige siden vi kom.

Er der stadig nogle, som kommer hen til dig og spørger, om du vil se, om der er noget galt med deres øjne?

– Jo, jo, selvfølgelig er der det. Det er klart. Men det er ikke sådan, at jeg bliver overbebyrdet af spørgsmål.

– Det er jo også sådan i vores fag, at man skal bruge nogle instrumenter for at kunne se det ordentligt efter. Og det har jeg jo ikke sådan lige til hånds. Jeg kan jo ikke bare kigge ind i dit blotte øje og så sidde og gætte og gisne om det på et løst grundlag. Så jeg har jo den store fordel, at jeg kan sige, jeg har ikke noget instrument tilgængeligt, så jeg synes, du skal kontakte din øjenlæge og få det undersøgt ordentligt. Men jeg giver råd i den udstrækning, jeg føler, jeg kan stå inde for det.