Slægtsforsker: Man starter med et navn og finder et menneske

At gå ind og se fattigdommen og sulten og depressionen, det skal man være parat til, siger den 53-årige slægtsforsker og forfatter, bornholmske Dorte Kofoed. Hun har skrevet en bog om at grave i fortiden, og det er noget, hun klart kan anbefale.

Slægtsforskning er både hyggeligt og spændende, men det kan også være livsforandrende og dramatisk.

Det fortæller Dorte Kofoed, der er uddannet journalist og ansat i Miljøstyrelsen. Om kort tid udgiver hun bogen ”Gå på rov i dit familietræ – og bliv familiens historiefortæller”.

Hun hjalp på et tidspunkt en bekendt med at finde ud af, hvem hans biologiske far var. Der var to muligheder: Enten var han britisk soldat eller også var han russisk soldat.

Ved hjælp af lidt research fandt Dorte Kofoed frem til svaret: mandens far var englænder.

Sagt med andre ord: man skal være klar til at høre sandheden, når man laver slægtsforskning.

Bornholmere er en stor familie

Dorte Kofoed er født og opvokset i Nylars. I dag bor den 53-årige journalist i Sorø med sin mand, og arbejder som pressekoordinator i Miljøstyrelsen i Odense. Men hendes slægt er bornholmsk, og selv om hun har undersøgt sagen grundigt, har det været svært at finde blod udefra.

– Jeg har fulgt slægten tilbage i 1600-1700-tallet og vi er allesammen bornholmere, siger hun.

Det er nu ikke usædvanligt på Bornholm, hvor befolkningen ifølge Dorte Kofoed er en stor familie – sagt halvt i spøg, naturligvis.

For som historien i indledningen viser, så har bornholmerne i lange perioder levet med gæster udefra – nogle mere velkomne end andre – og bornholmerne selv er et folk af søen. På den måde er der hele tiden tilført nye gener til øen i Østersøen.

I slægt med Jens Kofoed

For fire år siden købte Dorte Kofoed en dna-test som afslørede, at hun i virkeligheden ikke kan prale af at være fuldblodsbornholmer.

Ifølge testen er hun 82,4 procent skandinav, 16,5 procent irer/skotte/waliser – og 1,1 procent finne.

Men det er ikke etniciteten, der interesserer Dorte Kofoed. Det er historierne. Og de er der til overflod, når man har forsket i sin slægt i mere end ti år. Der har været tragiske fortællinger om store børneflokke, hvor halvdelen gik bort, og kamp med psykisk sygdom og fattigdom. Men der har også været positive overraskelser, som da Dorte Kofoed opdagede at hun er i slægt med Jens Kofoed, den bornholmske helteskikkelse, der sammen med Villum Clausen gjorde det af med den svenske kommandant Johan Printzensköld og befriede Bornholm fra svenskerne i 1658.

– Jeg ved godt, det lyder lidt øøhhh ... men jeg kan bevise det, siger hun og griner.

Mormoner blev frosset ude

Slægtsforskning kan både lede til opklaring, forsoning og drama, og der kan være mange motiver til at grave i fortiden. For Dorte Kofoed var det morens fortællinger om familiens for længst afdøde familiemedlemmer, der ansporede hendes indre detektiv. Især historierne om tiptipoldefaren, Hans Thorsen, var dragende. Hans Thorsen var en fattig fisker fra Arnager, som imigrerede til USA i 1882, drevet af økonomisk desperation.

Hans Thorsen var desuden mormon, og det var ikke velset på Bornholm i slutningen af 1800-tallet.

– De blev frosset ude, siger Dorte Kofoed.

Fiskeren fra Arnager, der dengang var i 60’erne, søgte mod delstaten Utah, hvor mormoner fra hele verden dannede deres eget samfund. Gennem slægtsforskningen har Dorte Kofoed fundet frem til mange af Hans Thorsens efterkommere, blandt andet Terry fra Arizona, som hun i dag korresponderer med dagligt.

Slægtsforskning kan både lede til opklaring, forsoning og drama, og der kan være mange motiver til at grave i fortiden. For Dorte Kofoed var det morens fortællinger om familiens for længst afdøde familiemedlemmer, der ansporede hendes indre detektiv. Foto: Jacob Jepsen

Bornholmere knokler

Det var imidlertid ikke kun mormoner, der flygtede fra Bornholm. Fattigdommen var udbredt i slutningen af 1800-tallet, og det ses tydeligt i tallene. Man anslår, at cirka 12 procent af den danske befolkning udvandrede til Amerika i perioden fra 1870 til 1920. På Bornholm var tallet dobbelt så højt.

Gravearbejdet har vist Dorte Kofoed, at fattigdommen også var et vilkår i hendes egen familie, hvor kartofler og fisk var dagens kost.

– Det med at knokle er nok noget, der løber i blodet, konstaterer hun. Men det er også en del af det samlede bornholmske dna. Man er et ordentligt menneske. Og et ordentligt menneske laver noget.

Men det var også overlevelse?

– Ja. I allerhøjeste grad. Man får en større forståelse, når man ser tilbage på, hvordan man voksede op bare få generationer tilbage, siger hun.

– Det har i hvert fald fået mig til at se på min familie med mildere øjne, også i forhold til den opdragelse jeg selv har fået.

Slægtsforskning kræver benarbejde

Man starter med et navn og finder et menneske, siger Dorte Kofoed.

– En dna-test gør det ikke alene. Der skal også en del benarbejde til for at forvandle tal og fakta til levende mennesker, siger hun. Metoden er ens for alle. Man kan søge informationer i kirkebøger, databaser, avisarkiver og på biblioteker. Rigsarkivet kan også give nye oplysninger, men især gamle breve kan rumme en guldgrube af informationer.

Men man skal være parat til at blive overrasket, siger Dorte Kofoed. Selv er hun datter af Knud Arne Jørgensen og Lykke Kofoed Jørgensen, født Thorsen. Morfaren var skrædder i Lobbæk og levede et succesrigt liv udadtil. Men da Dorte Kofoed dykkede ned i researchen, tegnede der sig et mere komplekst billede af familiens overhoved. Morfaren var i perioder indlagt på et psykiatrisk hospital på Sydsjælland med depression.

Foto: Jacob Jepsen

Det gør stadig ondt

Det sætter sine spor at erfare den slags om sine nærmeste slægtninge. Her virker afstanden i tid imidlertid ofte som et bolværk mod de sværeste ting, siger Dorte Kofoed.

– Det er mere nådigt at se på din fortid, når den ligger 100 eller 150 år tilbage i tiden. Jeg kan læse om et selvmord eller en tipoldemor, der mistede fem af sine 11 børn, uden at miste modet. Det gør stadig ondt, for du lærer de mennesker at kende, og du kommer til at føle noget for dem, ligesom forfattere, når de skriver om deres karakterer. Men her er det din egen familie.

At gå ind og se fattigdommen og sulten og depressionen, det kræver mentalt overskud, siger Dorte Kofoed. Til gengæld kan belønningen være lige om hjørnet.

– Jeg fandt en enorm glæde i at læse min mormors gamle breve. Hun døde som 59-årig og havde en deprimeret mand. Men hun havde også været ung og havde det sjovt og var et muntert menneske, når hun skrev til sine søskende. Hun havde lykkelige tider, selv om hun senere fik et hårdt liv og døde af kræft.

Håbet var der

Dorte Kofoed kan takke de gamle breve for, at hun fik ny indsigt i den unge kvindes liv, for hun nåede aldrig at møde sin mormor selv. Og det er noget af det, som slægtsforskning kan.

– Før var hun en mormor, jeg aldrig havde kendt, en kvinde som døde af kræft som 59-årig. Men da jeg fik lov til at dykke ned i hendes breve og læse om hendes ungdom, så fik jeg et meget mere helt billede. Håbet var der. Man kunne mærke det mellem linjerne: gad vide hvem jeg bliver forlovet med, gad vide om jeg bliver lykkelig. Det var meget rørende, siger Dorte Kofoed.

Et mere helt menneske

Dorte Kofoed har brugt rigtig mange timer gennem årene på at dykke ned i familiens fortid. Men aktiviteterne tog for alvor fart, da hun for halvandet år siden begyndte at skrive slægtforskningshistorier til Bornholms Tidende. Hver uge udfoldede hun et nyt persondrama i lørdagsavisen, mens landet var lukket ned, og det betød, at hendes ægtemand måtte undvære hende endnu mere.

– Jeg har tit sagt: jeg går lige op ovenpå i et par timer, og så ser han mig mange timer senere. Det har fyldt meget, siger Dorte Kofoed, men indrømmer samtidig at rejsen tilbage i tiden har gjort hende til et mere helt menneske.

– Et eller andet sted ja. Det der med at rumme sin slægt og forstå dem, man står på skuldrene af – det giver et fundament.

Nuancerne giver nyt perspektiv

Alle har en fortællling, siger Dorte Kofoed. Men der er rigtig mange historier som aldrig kommer frem i lyset, fordi folk er flove og skamfulde over deres familie.

– Især i de ældre generationer. Man bliver tynget, hvis man kommer fra en slægt, hvor alt er mørkt. Det holder man for sig selv, og rigtig mange af de historier bliver aldrig fortalt. Men når man dykker ned i historien, får man nuancerne med. Og det giver et helt andet perspektiv.

Gå på rov i dit familietræ – og bliv familiens historiefortæller udkommer 24. september 2021 fra Forlaget Wadskjær.