Rønnebo udgiver bog med Bodil Jørgensen

Hos morfar var skuespiller Bodil Jørgensen fuldkommen fri, fortæller hun i en ny bog, som er skrevet i samarbejde med Joan Øhrstrøm.

I den nye bog "Lille og lykkelig nok" tager skuespiller Bodil Jørgensen os med tilbage til sin egen lykkelige barndom i den jyske by Vejen, hvor hun blev formet af ikke mindst bedsteforældres dybe langsommelige liv og faderens sjove indfald, mens hun fandt sine egne små rum til fantasien under trappen, i haven og på cykel i det fri.

Bodil Jørgensen har skrevet bogen i samarbejde med Joan Øhrstrøm fra Rønne, som Tidendes læsere vil kende fra mange interviews i avisen.

I samarbejde med forfatterne og forlaget Grønningen 1 bringer vi her et af bogens kapitler:

På marken med morfar

Hos morfar var jeg fuldkommen fri, når solen stod lavt i horisonten, og vi sammen vandrede over engene for at hente køerne, der skulle hjem og malkes. Markerne, der strakte sig, så langt mine øjne kunne række, var en legeplads for mine barne­ fødder, der løb gennem det tørre sommergræs.

Min morfar havde drevet den fædrene gård, hvor min mor voksede op, og det var sådan dengang, at den ældste søn skulle overtage gården, nogle steder er det sikkert sådan endnu, i hvert fald en forventning om det. Det gjorde han, og gården er stadig i familien. Min morfar blev ved med at hente køer til langt op i alderen, indtil han ikke kunne mere, på den måde hjalp han stadig til. Så fik jeg lov til at gå med, når jeg var på ferier hos ham og mormor.

Jeg husker stadig vejen ned til dyrene om aftenen – først en mark, så en grusvej og så endnu en mark, der synede mørkere på grund af høje graner. Men der bag fyrretrræerne stod køerne, som morfar havde givet navne. Med en særlig lyd kaldte han dem til sig, og så kom de, sløve af sommervarmen, vandrende mod os. Så snakkede han til dem og klappede dem.

”Du må godt have bare tæer, Bodil,” sagde han, og så befriede jeg mine fødder for sokker og sko, mærkede græsset mod min bare hud og jokkede snart derefter i en kokasse. Sådan en hel ny og varm en. Det svuppede skønt mellem tæerne. Så grinede morfar, og vi fortsatte vores vandring i aftenskumringen

bag ved flokken af kreaturer, mens jeg løb mod åen og skyllede foden lidt for det værste komøg.

Fluer og myg stod i sværme om både os og dyrene, og jeg fik masser af myggestik, som mormor hjemme smurte med mælkebøttesaft og kopattesalve. Og jeg fik varm mælk med honning. Jeg følte en eksklusiv og ren lykkefølelse, be­rusende. Jeg følte en forbundethed til min morfar og gennem ham en forbundethed til naturen og til dyrene, som jeg tror har givet mig en styrke. Jeg vidste godt, at de skulle slagtes, det havde min morfar fortalt mig. At se sin ham lægge sit hoved mod sådan en kopande og sige: ”Prøv lige at se den her skabning, og den giver os mælk. Prøv lige at se, Bodil!” Der er mange gange siden, hvor jeg har tænkt på det, den grundlæggende kærlighed og taknemmelighed og respekt for naturen og livet og alt, der er, som han gav udtryk for.

At gå på marken med min morfar som lille minder mig om Tom Kristensens smukke digt ”Græs”, som også er en beskrivelse af et barns synsvinkel, når man ligger nede i græsset og bliver så lille, at græsset vokser sig højt som grønne katedraler over en. Det kalder Tom Kristensen for de ’grønlige Spidsbueporte’:

Græsset er underligt højt for mig,

som ligger med Næsen mod Jord.

Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan,

vokser min Verden sig stor.

Under de grønlige Spidsbueporte

standser jeg. Her vil jeg staa.

Tør ej gaa vild i det lysende Mørke!

Tør ej gaa vild mellem Straa!

Inde i Straaenes dæmrende Haller

er der en Stemme, som vaagner og kalder

et stigende: kommer du nu,

kommer du, kommer du, kommer du nu,

du nu.

Og som Svar

toner en klar

underbar, drengeklar Stemme i mig:

Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!

Men naar mit Vanvid er omme,

naar mine Drømme om Storhed er omme,

da vil jeg komme, da vil jeg komme,

da er jeg lille og lykkelig nok.

For mig handler digtet om, hvordan det er godt for os som mennesker at bevare evnen til at bøje sig ned. Det er der, vi bliver ydmyge igen. Vi voksne. Og det er digtets symbolik. At kunne gøre sig lille. For kun der får vi øje på storheden i det små, på noget, der er større end os selv, som lige præcis er det, naturen

minder os om. Men det kan vi glemme som voksne. Som barn er det nemmere. Da er man tættere på jorden. Og der på marken med morfar var jeg, som Tom Kristensen slutter sit græs-digt, netop ’lille og lykkelig nok’.

Bogen

"Lille og lykkelig nok" er skrevet af Bodil Jørgensen i samarbejde med Joan Øhrstrøm fra Rønne.

Bogen udkom tirsdag på forlaget Grønningen 1.