Her er den højeste valuta i banken

Her er den højeste valuta i banken
LEDER | DEBAT | 29. OKT • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | 29. OKT • 05:30

Bankerne må gerne tjene penge – men de må aldrig glemme, at kunderne først og fremmest køber tryghed.

Når man skal købe hus, låne penge til en ny bil eller bare få et overblik over økonomien, så er tillid en valuta, som er i meget høj kurs.

Derfor er det altid interessant, når temperaturen på danskernes tilfredshed med deres bank bliver taget. Resultaterne siger noget, der rækker ud over kundetilfredshed – de siger nemlig noget om, hvad vi som forbrugere sætter pris på i dét samarbejde.

I den seneste måling har analysehuset Loyalty Group kigget på de danske banker, og her ligger Nykredit Bank og Arbejdernes Landsbank sammen med Lån & Spar i top. Det er jo godt nyt for vores to lokale filialer, som er med til at bevare den menneskelige forankring i bankverdenen.

Der er lidt høj fokus på bankerne, disse erhvervsmastodonter, som skovler penge ind hvert kvartal med den ene hånd, men som til gengæld indsnævrer åbningstider og kundekontakt til et absolut minimum med den anden.

Nykredits lokale bankdirektør siger i Tidende, at det er vigtigt for bornholmerne at se deres bankrådgiver i øjnene, og her adskiller vi som bornholmere os næppe meget fra den almene dansker.

Selvfølgelig vil vi gerne kende vores rådgiver. Selvfølgelig vil vi kunne mærke, at vedkommende faktisk er mere rådgiver end sælger, for han eller hun sidder jo med fingrene nede i vores privatøkonomi og er med til at træffe beslutninger, som kan have store konsekvenser i vores liv.

Nu bliver Arbejdernes Landsbank, som i mange år har været danskernes foretrukne bank i en anden tilfredshedsmåling, slået sammen med Sydbank, og også her bliver den lokale tilstedeværelse vigtig.

Tidligere var de til stede flere steder på øen – i dag nøjes bankerne med at være i Rønne. Det er nok ret vigtigt for dem, at de fortsætter med at være synlige og tilgængelige, hvis de i fremtidens målinger vil bevare eller klatre lidt op i deres placeringer.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT