Det er lidt mere end 40 år siden, Cæcilie Norby spillede sine første koncerter. Først med Street Beat og fusionsbandet Frontline og derefter i det succesfulde popband One Two.
I midthalvfemserne landede hun en pladekontrakt med Bruce Lundvall, direktør for Blue Note Records, og der åbnede sig for alvor en international karriere.
Hun har været aktiv på den danske og den internationale musikscene lige siden. I dag er hun signet på Europas største vocal label tyske ACT music, som hun udgiver sine jazzplader på. Sideløbende har hun også etableret sit eget label Loud Lady Music, hvor hun udgiver musik, som skildrer den mere poppede side af hendes musikalitet.
Til jubilæumskoncerten kan man opleve hende med et veloplagt band i ryggen.