Selv ikke klipper og bakker kunne slå ham ud

Hans Helge Larsen, tidligere Pilevang i Aaker, blev 100 år.

Landmanden, vandringsmanden, den kære oldefar, og min far: Hans Helge Larsen er død.

100 år gammel.

Far var opvokset og levede næsten hele sit liv på ejendommen Pilevang i Aaker.

På trods af et vel egentlig genert og lidt reserveret væsen, så formåede min far alligevel altid at opretholde en stor social kontaktflade. Rigtig mange kendte og respekterede "Larsen Pilevang".

Der er ingen tvivl om, at han og min afdøde mor elskede hinanden dybt på trods af, at det ind imellem kunne slå gnister.

Mors billede stod altid tæt ved hans stol ("Så kan hun holde øje med mig"), som han sagde med et lille smil. De delte livet og de pligter, som fulgte – med hver sine roller. Men mor havde nok altid det sidste ord.

Der er heller ingen tvivl om, at det var min mors støtte, og det at hun fik ham sendt ud i mange nye sociale sammenhæng, som gjorde, at han kom over sin generthed, og især efter hendes bortgang, stadig formåede at indgå i flere sociale netværk.

Han var en god far; for os tre brødre en god svigerfar, farfar og oldefar.

Han var en elsket skikkelse blandt os alle.

Efter et ofte hårdt arbejdsliv som landmand på Pilevang, flyttede far og mor til byen for at leve et liv som "pensionister".

Min far levede altid et sundt og aktivt liv. Først da han blev 100 år, blev han mere svækket.

Hans sidste rigtige højdepunkt var 100 år fødselsdagen sidste år.

En lille snaps til morgenmaden

Min far røg og drak kun lidt i hele sit liv, men lagde især vægt på altid at starte dagen med havregrød med bær, og en teske levertran med en lille snaps til.

Han cyklede i mange år, og da dette blev sværere, så gik han – først med sine hjemmelavede vandrestokke, og til slut en rollator.

Så længe han overhovedet kunne, holdt han sig i form, om det så bare var ti skridt – frem og tilbage i stuen.

Bilen var hans store glæde til lange ture, selv ud til små skovstier, og den dag han ikke kunne køre bil mere, var en af hans store sorger.

Far var aldrig bange for at opsøge nye steder – især i naturen, og lange turer blev foretaget "ud i det ukendte". Jeg havde ofte, det store privilegium, at være en af hans faste deltagere, og jeg glemmer det aldrig.

Især på Bornholm tilbragte vi glade timer sammen, med at gå og udforske, og især tale sammen om løst og fast. Der er ikke mange steder på Bornholm, jeg ikke har været sammen med min far. Det skabte et særligt bånd, som jeg kommer til at savne.

Han kunne overraske med sin fantastiske udholdenhed, som indimellem kunne køre andre trætte. Selv ikke klipper og bakker kunne slå ham ud.

Lad mig til slut citere Sagaerne:

"Fæ dør, ens frænde dør. Selv dør man ligeså. Det ry dog aldrig dør, man sig i livet vinder!"

Ære være fars minde!