Pernille har sagt jobbet op for at drive café på fuld tid

Pernille Lydersen Funch har sagt sit job op for at gå all in på sin café på Nørresand i Gudhjem. Hun laver gerne lidt skæg og ballade, når hun inviterer byen på besøg for at åbne en låge i byens julekalender.

Hvad laver du til daglig?

– Jeg bor i Gudhjem og ejer en lille café, der hedder Norresan. Jeg har været sygeplejerske i næsten 30 år, men nu har jeg sagt mit job op, så jeg ikke arbejder som sygeplejerske om vinteren, så for første gang i mit liv holder jeg en vinterpause for at udvikle min lille café, slappe af og lade op.

– Det er dejligt at holde lidt fri og være sammen med mennesker, som jeg næres af. Jeg er vant til at arbejde som sygeplejerske om vinteren, forår og efterår. Og så har jeg haft lang sommerorlov til at holde café, så det er vildt stort.

Hvordan tog du beslutningen om at sige op?

– At være i turistbranchen på Bornholm om sommeren er noget helt særligt; Der er fuld knald på. Masser af lys, gæster, ramasjang. Der er bare gang i den, og jeg arbejder rigtig mange timer sammen med mit team. Det er en stor fornøjelse, men det er også hårdt, og jeg kan mærke, at jeg er blevet ældre og har brug for den pause. Og Bornholm kan give de her vinterpauser, hvor jeg går i vinterdvale og tager en pause, hvor jeg kan udvikle mit sted.

– Det kan man selvfølgelig kun, hvis man kan leve af det, man laver i turistsæsonen, så kan man holde en pause og træde ud af hamsterhjulet.

Hvad får du dagene til at gå med derhjemme?

– Jeg udvikler mit lille sted og arbejder på at gøre det bedre, og så lærer jeg for første gang selv at styre min tid og min dagligdag. Her er jeg vant til, at man som offentlig ansat og sygeplejerske har en meget struktureret hverdag. Men nu går dagene blandt andet med lange gåture og middagslure. Især det sidste er vigtigt.

– Jeg tror faktisk, det er godt for min familie, at jeg arbejder lidt mindre. Det kan også noget at skrue ned for tempoet. Det åbner andre døre med tid til andre mennesker og venner. Jeg elsker venner, sammenkomster og fællesskab.

Hvorfor er du med i Gudhjems julekalender?

– Det er virkelig en fin ting for et lille landsbysamfund som her i Gudhjem. Jeg var med det allerførste år, og jeg synes, det er så smukt, at mennesker mødes i mørket, synger sange og står tæt sammen. Så er der en låge, der bliver åbnet, og så er der lidt godt til maven og ganen, men det handler om fællesskab og samvær. Det er virkelig hyggeligt, og for mig er det blevet min måde at give lidt tilbage til byen fra min lille virksomhed. Så tænder vi bål og serverer noget gløgg eller sådan noget. Der er ingen krav til, hvordan man skal gøre, men vi synger altid tre sange og slutter med 'Nu er det jul igen'.

– Det handler om fællesskab og at samles og sprede lys i mørket. Jeg kan godt lide lidt ramasjang og at der er en overraskelse bag min låge. Mit hus har nemlig et meget stort glasparti i den ene ende med en træport foran - så man kan åbne den her port, og så er det en låge, så det har jeg af og til lavet lidt sjov med.

Hvordan kan sådan en låge se ud?

– Vi har mange turister og meget trafik i Gudhjem, og det kan der være meget snak om blandt politikere, borgere, foreninger - alle snakker om det, så et år tænkte jeg, at det kunne jeg lave noget gas med. Så var der nogen fra byen, der hjalp til med at lave musik og dukketeater om trafikkaos bag ruden.

– Et andet år, dengang der var kommet en ny færge, snakkede man så meget om, hvordan den lå og vippede i vandet og folk kastede op. Så byggede jeg en stor færge, der fyldte hele vinduet, og så sad der små nisser i glughullerne og kastede op, og så spillede vi den der sang: 'Bornholm, Bornholm, Bornholm'.

– I år havde vi et krybbespil med tre lokale, der spillede vise mænd og så var Maria singlemom, fordi Josef var blevet syg på dagen. Det tager lidt tid at arrangere, men når det er lavet sammen med venner og familie, så gør det ikke så meget.

Hvordan finder du på det?

– Ideen fødes, og så prøver jeg af med stamkunder og venner, om de synes, det er tilnærmelsesvis sjovt. Så finpudser jeg idéen, og så er der altid nogle venner, der vil stille op. I den allerførste kalenderlåge, jeg stod for, var der seks mænd fra byen, som dansede cancan i bare ben og strømpesokker, og så stod de bag et tæppe, og så skulle man gætte, hvem benene tilhørte. Jeg synes, det er rigtig sjovt at gøre noget ekstra ud af det, men jeg skal ikke sætte en standard for, hvordan andre skal gøre, for det handler om fællesskab.

Hvad kan sådan en bytradition?

– Det hiver folk op af sofaen og ud i mørket på en aftentur, hvor man hilser og møder hinanden. Så får man lidt luft, og når der kun er 700 mennesker i byen, så kender vi jo hinanden. Sidst på december begynder børnebørn og gæster også at dukke op, og så kan vi stå rigtig mange.

– Jeg tror, det er godt for vores sjæle at komme ud af husene, mens det er mørkt. Det er ikke så naturligt at gå en tur i mørket, men når man skal op på bakken og til aftenens låge, så er man jo pludselig ude at gå en tur. Og så er det forkælelse af byens borgere. Der er ingen turister. Det er bare os, og det kan noget helt særligt.

Hvad er fremtiden for caféen på Nørresand?

– Jeg er ikke sådan et menneske, der laver 10-års planer. Men det er en fornøjelse og en gave at have et lille hus 20 meter fra vandet med stamgæster, venner og gode mennesker, som kommer hvert år, og så kan jeg endda få løn ud af det.

– Jeg elsker sommeren, når lyset kommer, der er masser af mennesker og skæg og ballade, og når det virkelig går stærkt, og man har svært ved at holde overblikket, så tænker jeg på, at der i det mindste ikke er nogle organsvigt eller dramatiske fødsler, som der var i mit arbejde som sygeplejerske. Så det er herligt, når der virkelig er knald på. Så bliver det vinter, og så lader man op til at det store cirkus starter igen. Det er jeg rigtig glad for lige nu.

Pernille Lydersen Funch

Bor i Gudhjem

54 år, gift med Peter og har to børn på 22 og 18 år.

Har arbejdet som intensiv sygeplejerske og sundhedsplejerske i 30 år.

Nu har hun caféen Norresan.