– Mødet med de unge er helt fantastisk. Den åbenhed, der er mellem de unge og os, er noget helt særligt og værdifuldt. De deler både deres glæder, sorger og bekymringer med os. Jeg er ikke i tvivl om, at vores færden i Rønnes natteliv har en præventiv indvirkning på de unge.
Unge mennesker kan have mange tanker og bekymringer om deres liv og hverdag, som ikke altid kommer til forældrenes kendskab. Bliver man som frivillig i Natteravnene indviet i de tanker, og hvordan agerer I som frivillige i det?
– De unge kommer ofte hen til os for at snakke, enten fordi de har nogle udfordringer, er rigtig glade, netop har mødt den eneste ene eller noget helt andet. Når vi snakker med de unge, handler det om at lytte og spørge ind til, for at give den unge mulighed for selv at finde frem til en løsning. Som Natteravn er det ikke vores opgave at komme med egne holdninger eller meninger om de meget personlige ting, som de unge fortæller.
Hvilket møde med et ungt menneske har gjort mest indtryk på dig?
– Jeg kan ikke fremhæve en bestemt episode. Jeg vil dog understrege, at viden om og følelsen af, at jeg på en tur har gjort en forskel i en eller flere unge menneskers liv, er guld værd.