– Alt det lort man får i hovedet, trusler, bemærkninger om hvor dum man er. Jeg fik nogle ubehagelig nogen. Jeg kom ind udefra. Og jeg blev hende, der lukkede skolerne. Men jeg gjorde det ud fra den betragtning, at vi betingede os, at nogle af de penge, vi sparede, de skulle gå tilbage til skolerne igen, så vi kunne lave alle de her undervisningsmiljøer og få dem bygget om, så man kunne holde ud at være der.
Da valget i 2018 nærmede sig, blev Thomas Thors til Margrethe Kjellbergs store overraskelse kørt i stilling som spidskandidat af det socialdemokratiske valgapparat sammen med Winni Grosbøll. Thomas Thors var på det tidspunkt 69 år og på vej ud af politik.
– Jeg blev ikke prioriteret i valgkampen i 2018. Jeg tænker, at det var, fordi Thors gerne ville beholde sin bestyrelsespost i Rønne Havn, og Winni Grosbøll havde måske brug for en kattelem, og jeg bebrejder hende ikke. Men jeg blev ofret der, konstaterer Margrethe Kjellberg med henvisning til Grosbølls exit fra bornholmsk politik i slutningen af 2020.
Vindheksene i Tejn
Margrethe Kjellberg røg ud af kommunalpolitik på samme måde, som hun kom ind. Hurtigt og usentimentalt. Kjellberg betegner sig selv som et pragmatisk og handlingsorienteret menneske. Men brutaliteten i den politiske verden kom alligevel bag på hende. Efter ikke særlig lange overvejelser meldte hun sig ud af Socialdemokratiet.