Lânga Bent fra Kiosken

Lânga Bent fra Kiosken
Bent Hansen blev 82 år. Privatfoto
MINDEORD | Torsdag 9. november 2023 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
MINDEORD | Torsdag 9. november 2023 • 19:00

Bent Hansen, der var et kendt ansigt i Allinge, blev 82 år.

Bent Hansen, Allinge, er død. Han blev 82 år.

Hvis man i Allinge nævnte Lânga Bent eller Bent Kiosken, vidste de fleste, hvem der var tale om. Han var så kendt i byen, at han i 2018 fik en øl opkaldt efter sig – Långa Bent.

Bent Hansen kom fra Klemensker, hvor han blev udlært i Klemensker brugs. Som værnepligtig var han i Livgarden, og han var stolt af at have været med til at passe på kongehuset.

Han flyttede som 21-årig til Sandvig, da han blev gift med en sandvigpige, Sussi. De to boede til leje i Strandgade 4, og Bent Hansen blev kommis i Sandvig brugs. De købte senere huset ved siden af, Strandgade 2, som i mange år blev ramme om familiens liv.

Drev Kiosken i 27 år

Bent Hansen kom også til at arbejde på maskinfabrik og var forsikringsagent, inden han blev bestyrer af kiosken i Kirkegade i Allinge. Bent Hansen overtog i 1971 kiosken, som i mange år officielt hed Axel Mauritsens efterfølger, men blev kaldt Kiosken (som den også kom til at hedde).

Bent Hansen drev Kiosken i 27 år, indtil han i 1998 solgte den til Michael Hornshøj.

Bent Hansen drev i perioder også andre forretninger i byen, og han var aktiv i turist- og erhvervsforeningen ASTE.

Han var kendt som en ivrig sportsmand. Han har både spillet badminton, tennis og fodbold – og senere i livet golf og billard. Han var på holdet, da ASG første gang spillede i Danmarksserien i fodbold.

Formand i ASG

Bent Hansen var i mange år en engageret leder i ASG, blandt andet som idrætsforeningens formand i fire år, og han var også med i etableringen af Nordlandshallen.

Mange års frivilligt arbejde blev belønnet med Bornholms Badmintons fortjensttegn og ASG’s hæderstegn.

Bent Hansen gik på efterløn, efter at han havde solgt Kiosken. Sussi og Bent Hansen solgte huset i Sandvig og flyttede ind i en andelsbolig i Østergade i Allinge. Da Sussi Hansen blev syg, flyttede de ind i en lejlighed i Høiers Gaard.

Sussi Hansen døde for ni år siden.

Holdt humøret oppe

Bent Hansen blev boende i lejligheden til sin død. Han fik med datteren Rie Hansens ord 81 gode år, mens det sidste år var præget af sygdom. Bent Hansen formåede alligevel at holde humøret oppe, fortæller datteren:

– Han var den fødte optimist, god for en frisk bemærkning, men han havde også temperament – især i sine unge dage. Jeg tror, at han gik for at være meget social og en god kammerat. Han var god til fester, og i mit barndomshjem var der altid liv, og traditioner blev holdt i hævd.

– Mange har startet deres arbejdsliv som unge medarbejdere i Kiosken, og jeg har senere hørt flere sige, at de var glade for det, de lærte hos min far, og nogle af dem er senere blevet udlært som butiksassistenter, fortæller Rie Hansen.

Bent Hansen efterlader sig sønnen Søren, datteren Rie og tre børnebørn.



Følg debatten på facebook!


En sijllavitta

‘Sijllagjæl’ (indvolde fra sild) som man klaskede op på en væg i forskellige figurer, fx et ansigt, for at forskrække folk om natten, idet det lyste (fosforescerede). Teinnæs illustrerer ordet med følgende citat: ‘Pass du på, ønte varr så vikti, æjlla kajn du tro jâ ska lawa dai en sijllavitta’.
FÅ ABONNEMENT