Der var spændinger i området, men ingen deciderede krigshandlinger.
– Israel kørte op hver lørdag med alt hvad de havde at vise frem. Og var der nogen, der passerede grænsen, så skød man. Sådan var det.
Rygtet spredte sig helt til Bornholm, da KD Andersen vandt et 37 kilometer langt ørkenløb i Sinai. Da han var tilbage på Almegård Kaserne igen, blev han inviteret med til DM i femkamp – noget han aldrig havde prøvet før.
– Det var en lille mand, der blev kaldt Mini-Olsen, der havde holdet. Der var to uger til, og jeg var sådan hallo, femkamp, hvad er det? Det viser jeg dig, sagde han, vi skal svømme lidt og skyde lidt og kaste lidt håndgranater og løbe otte kilometer og hoppe over nogle forhindringer.
– Fint nok, tænkte jeg, det kan jeg nok godt finde ud af. Jeg var jo i træning og var rimelig god på skydebanen. Og så var jeg så heldig, at jeg blev nummer to i DM.