Ildsjælen fra Allinge fylder 75: 'Jeg er bare Danny'

Ildsjælen fra Allinge fylder 75: 'Jeg er bare Danny'
Tegner Bob Katzenelson tegnede Danny Christensen under Folkemødet. Illustration: Bob Katzenelson
Torsdag 13. juli 2023 • 15:30
Af:
Mette Holm Hansen
Torsdag 13. juli 2023 • 15:30

Danny Christensen føler det næsten som en pligt at blande sig, og selv om nogen synes, det er for meget, kan han ikke lade være. Ildsjælen med det store hjerte fylder 75 år.

Retfærdighedssøgende, super engageret og meget kærlig.

Sådan svarer Danny Christensen, når han bliver bedt om at beskrive sig selv med blot tre ord.

Tre ord er dog langt fra nok til at beskrive den hjertelige tilflytter, der lørdag den 15. juli fylder 75 år.

– Jeg ved jo godt, at jeg ikke ligner en på 75 år, jeg hører det fra musikerne på Gæsten, hvor jeg hjælper til, på teateret og fra mine venner, og inderst inde så kan jeg heller ikke forstå det, lyder det fra fødselaren, der har boet i Allinge, siden han gik på efterløn for 13 år siden.

– Da jeg flyttede herover, direkte fra efterløn på Det Kongelige Teater, så sagde jeg til mig selv, du kan godt trives i den her by, de tager pænt imod dig, Danny, men du skal også engagere dig og være noget for nogen. For som jeg skrev engang, kan vi ikke alle sammen sidde og male fugle ude i klipperne eller dreje på en keramikskål derhjemme.

Og engageret er han, Danny Christensen. Formand for Danske Seniorer på Bornholm, været med til at etablere 'Olsker elsker kor' og været med til at stifte børnegruppen Børn på Nordlandet og meget, meget mere.

– Nu gør jeg alt muligt nede på Næs, jeg laver volleyball og gratis legetøj og alverdens ting og sager for dem, og det nyder jeg. Jeg er en kæmpe børneven, jeg har selv oldebørn, og på fredag kommer Yrsa, der fylder fem i dag, og så har jeg lille Vera, men de skal ikke sige oldefar til mig, for inde i mit hoved er jeg 60 år, nej jeg er bare Danny, lyder det fra den aktive allingebo.

Fik hjælp på det kongelige

Danny Christensen interesserer sig for relationer mellem mennesker, og ikke usandsynligt er det hans baggrund som børnehjemsbarn, der har prikket til hans retfærdighedssans og store engagement.

– Jeg har været på 13 institutioner og gået på ni forskellige skoler, konstaterer han.

Han kæmper for at få erstatning fra de overgreb, der blev begået mod ham, men det er en helt anden historie.

Mange fra den tid er ikke mere, fortæller han, men selv føler Danny Christensen sig både stolt og glad over det liv, det lykkedes ham at få skabt.

– Jeg var heldig, jeg fik et stabilt familieliv, et stabilt arbejdsliv og havde samme job i mange år, fortæller Danny Christensen, der er uddannet typograf, men kom til at arbejde som teaterfunktionær på Det Kongelige Teater i 34 år.

Der er dog et men, men heldigvis et men, han i dag kan kigge tilbage på med sindsro. Han drak i en periode alt for meget.

– Jeg var fuld tre dage om ugen, jeg havde tømmermænd tre dage om ugen, og så var den uge gået. Men jeg bad om hjælp og fik det, fordi vi havde en alkoholpolitik på det kongelige. Jeg fik hjælp, jeg klarede den, og jeg var der i seks år, efter jeg var i behandling. Det er jeg glad for.

Elsker bornholmerne

Da han flyttede til Bornholm i december i 2010 under den værste snestorm i mands minde, kendte han allerede øen fra sine mange ferier på især Christiansø og på Nordbornholm. Som ung, langhåret og alting vidste han aldrig, hvor han skulle bo, men inden dagen var omme, havde han altid fundet sted. Det har han også nu, et hus i Nørregade med den skønneste baghave, og her bliver han.

At blande sig føler han næsten som en pligt. På Bornholms Højskole mødte han engang den nu afdøde præst Inge Lorenzen og de blev gode venner.

– Hun sagde noget til mig, og jeg havde kun været her et par år, men hun sagde: "Danny, du skal fortsætte, du skal blive ved, for du trykker på bornholmerne og på deres ømme punkter.

Og det gør Danny Christensen, også selv om det koster, når han stikker snotten lidt for langt frem.

– Jeg kan ikke lade være, men jeg kan godt blive ked af det, det kan jeg. Nogen synes også, jeg blander mig for meget, siger han og tilføjer.

– Men jeg elsker Bornholm og bornholmerne, det skal der ikke herske nogen tvivl om.

Fødselsdagen fejrer han med familien; børn, børnebørn og oldebørn. Sammen skal de ud at spise og efterfølgende på Gæsten, hvor Danny Christensen dagligt hjælper til.

– Jeg er ven af huset og skriver alle tavlerne og skilte, hvad priserne er på øl er og så videre. Jeg er skiltemaler og pr-mand, og jeg skriver jo pænt.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT