Hun kommer sandsynligvis i kommunalbestyrelsen: I dag fylder hun rundt

Hun kommer sandsynligvis i kommunalbestyrelsen: I dag fylder hun rundt
Helle Munk Ravnborg fylder 60 år den 13. oktober. Foto: Berit Hvassum
60 ÅR | ØSTERLARS | ABONNENT | 13. OKT 2021 • 11:30
Holger Larsen
Journalist
60 ÅR | ØSTERLARS | ABONNENT
13. OKT 2021 • 11:30

Helle Munk Ravnborg er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hun er kafferister i Østerlars, og hun er så højt placeret på Enhedslistens liste til kommunalvalget, at hun sandsynligvis er nyt medlem af Bornholms Kommunalbestyrelse fra nytår.

Helle Munk Ravnborg, der bor på Gamlevældegård i Østerlars, fylder 60 år onsdag den 13. oktober.

Helle Munk Ravnborg, der oprindelig kommer fra Frederiksberg, kom på Bornholm i hele sin barndom. I 2009 flyttede hun sammen med sin mand, Jakob Kronik, til Østerlars. Her etablerede de for nogle år siden deres eget kafferisteri, Café Sueños.

Historien bag kafferisteriet er, at parret i 2004 købte noget jord af en familie i Nicaragua, så familien på den måde havde råd til at give børnene en uddannelse. Helle Munk Ravnborg og Jakob Kronik køber de kaffebønner, som familien dyrker. I en del år blev de leveret til et mikroristeri i København, inden parret etablerede deres eget risteri i Østerlars.

Den "bornholmske" kaffe fra Nicaragua kan nu nydes flere steder på Bornholm, og kaffen forhandles også flere steder på øen – og på Gamlevældegård fra en renoveret staldbygning.

Helle Munk Ravnborg er tidligere forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, og på Bornholm har hun engageret sig som forperson for Initiativgruppen for Bornholms Havvindmøllepark og som medlem af Udvalget for Klima og Bæredygtighed.