Hun havde gjort sig fortjent til en medalje

Hun havde gjort sig fortjent til en medalje
Elvi Attle arbejdede på Bornholms Tidende i årene 1968-2009. Foto: Allan Rieck
NYHED | ABONNENT | 24. MAJ 2024 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
24. MAJ 2024 • 15:30

Elvi Attle var kontorassistent på Bornholms Tidende i mere end 40 år.

Elvi Attle, Rønne, er død. Hun blev 77 år.

Hun kom fra en arbejderfamilie i Sorthat, hvor faren arbejdede på Hasle Klinker, mens moren gik hjemme med de tre børn.

Elvi Attle blev butiksuddannet i Rønne. Hun arbejdede i et stykke tid ved De Bornholmske Jernbaner, indtil den sidste bornholmske jernbane blev nedlagt.

Elvi Attle blev kontorassistent på Bornholms Tidende i 1968 og kom til at arbejde på bladhuset i Nørregade i Rønne i 41 år.

Hun havde således gjort sig fortjent til at blive indstillet til Den Kongelige Belønningsmedalje, men det var ikke noget, hun var interesseret i.

– Hun ønskede ikke, at der blev gjort noget stads ud af hende, men ville hellere hjælpe andre, siger hendes livsledsager i 55 år, Hans Svart.

På Bornholms Tidende huskes Elvi Attle som en afholdt kollega. Hendes opgaver var blandt andet at tage imod rubrikannoncer og at læse annoncekorrektur. Senere blev hun også korrekturlæser på redaktionelt stof i avisen.

Elvi Attle og Hans Svart boede i mange år i Nyker, hvor Hans Svart drev Nyker Autoværksted. Her var Elvi Attle også behjælpelig med bogholderi og rengøring.

Spillede golf

De solgte hus og virksomhed i Nyker i 2004 og flyttede til et mindre hus i Rønne, mens somrene gerne blev tilbragt i sommerhuset på Dueodde.

Elvi Attle havde i mange år golfspillet som den store hobby, men blev nødt til at stoppe på grund af gigt. Hun blev i stedet frivillig i IM Genbrug i Rønne.

– Ellers har vi nydt tilværelsen som pensionister, og vi har to gange om året været ude at rejse med børn og børnebørn. Vi nåede at tage på vores sædvanlige påsketur, inden hun blev alvorligt syg, fortæller Hans Svart.

– Elvi var god til at holde sammen på familien og til at hygge om os, siger han.

Elvi Attle efterlader sig sin mand, to sønner og fem børnebørn.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT