Det er en følelse, der rækker langt ind i vores identitet og lokale selvforståelse. Vi bærer en kompleks arv af sorg, utryghed og historisk uretfærdighed med os, men vi gør det med en form for stolthed over at være kommet igennem det. Sammen, men alene.
Ruslands skrækkelige krig i Ukraine har på en måde mindet os om, at der stadig er grund til at føle sig isoleret og udsat. Mindet os om, at onde øjne også hviler på Bornholm.
Det er et ar. Ikke et åbent sår. En kollektiv, nedarvet hukommelse, som heldigvis i stigende grad bliver mødt med anerkendelse og løftes frem i resten af landet, båret af vores egen lokale stolthed og en nødvendig national eftertanke. Det giver os en tro på, at vi aldrig igen skal føle os alene, som vi gjorde dengang for 80 års siden.
Nogle af jer, der læser med, var der selv. I har båret den her arv videre, fordi I så de sovjetiske tropper i gadebilledet og mærkede den 11 måneder lange, ulmende utryghed. I kom igennem det, så vi kunne komme igennem det.
I dag klokken 12 bliver vi igen mindet om, at dele af verden stadig er ond. Den gruopvækkende lyd af sirener er som et 80 år gammelt ekko. Af bomber. Af et øjeblik, hvor vi blev ramt, men hvor vi rejste os igen.