Store navne
Det var ubetinget Jan Pentz-Møllers musikalske ildhu, hans kontaktskabende evner og smittende talegaver, der var fundamentet for det frodige miljø, der var helt ude af proportioner med de ydmyge lokaliteter og stedets naturgivne økonomiske potentiale.
Ikke desto mindre formåede han – som humlebien der ikke ved, at den fysisk ikke burde kunne flyve – året rundt at lokke danske og internationale jazz-og bluesfolk til intimkoncerter.
Navne som Etta Cameron, Jesper Thilo, Cornelis Vreeswijk, Peter Thorup, Poul Dissing & Benny Andersen, Anne Linnet, Thor Backhausen, Lone Kellermann, Egon Aagaard og Steen Vig.
Men det slider i længden at trodse sine begrænsninger. Og i 1985 var værter og gæster kørt ned til lukning. Indtil de sidste år boede Jan Pentz-Møller med sin kæreste i Jylland. Han efterlader sig to sønner og to bonussønner. Hans urne nedsættes tirsdag formiddag på Gudhjem gamle Kirkegaard.