Fra København til Zanzibar til Bornholm: 'Her har vi hjemme'

Julie Skovgaard Sommer von Würden er halvt bornholmer og har bornholmske rødder langt tilbage i familiehistorien. Efter mange år, hvor hun og familien har boet rundt omkring i hele verden, er valget faldet på Bornholm. I længslen efter ro, tid og nærvær har hun og familien nu fundet lykken i den historiske mølle ved Svaneke.

Hvor kommer du fra?

– Jeg er halvt bornholmer. Min mor er fra Kuremøllen, som er en mølle med tilhørende ejendom lidt uden for Svaneke. Min tipoldefar byggede Svanemøllen i Svaneke fra 1856, hvorefter han byggede Kuremøllen til sig selv i 1861.

– Som stor pige kom min mor i lære hos en købmand i Rønne. Senere tog hun til København for at blive keramiker. Hun endte aldrig med at blive keramiker, men var til gengæld med til at starte et uafhængigt fritidshjem i Rødovre. Min mor og far mødtes faktisk i Gudhjem på Cafe Cara. Min far var bare på cykeltur med en ven. Siden da kom min mor og far altid meget på Bornholm og vi har også altid haft sommerhus ved Gudhjem.

Hvor er du vokset op henne?

– Jeg er opvokset i Tåstrup. Det var min mor og fars drøm at komme ud et sted, hvor der kun var marker og huse. Efterhånden voksede området til at være en regulær forstad. Det var skønt da jeg var barn, men da jeg blev ung fik jeg virkelig udlængsel.

– Det tog mig virkelig lang tid efter gymnasiet at finde ud af, hvad jeg ville. Da jeg blev færdig på Albertslund Amtsgymnasie, tog jeg til Kenya. Jeg ville bare afsted og prøve at få et indblik i nye måder at forstå verden på. Igennem en lille dansk organisation fandt jeg et børnehjem, som jeg fik arbejde på. Det var et hjem for børn fra Nairobi og Mombasas gader. Jeg var der i et år.

– På et tidspunkt besluttede jeg og en svensk kollega os for at tage lidt rundt og rejse. Det var i denne forbindelse, at jeg kom til Zanzibar for første gang.

Var det her, det gik op for dig, hvad du gerne ville studere og arbejde med?

– Ja blandt andet. Jeg vidste, at det skulle være noget med pædagogik, mennesker og dannelse. Det har altid optaget mig meget, hvilke faktorer der gør, at vi bliver de mennesker, vi bliver.

– Da jeg kom til Zanzibar, følte jeg mig på en måde helt hjemme. De har en anden udtryksform og forbindelse med kroppen. Jeg tog hjem og forsøgte at finde ud af, hvilken retning på universitet, jeg skulle gå på. Det endte så med pædagogik som kandidat, for at kunne læse afrikastudier efterfølgende.

– Her begyndte jeg at arbejde med pædagogik og uddannelsesvidenskab i en afrikansk kontekst. Jeg interesserede mig meget for at undersøge indholdet. Altså alt det, som gør eksempelvis bornholmere til de mennesker, som de er. Hvordan lærer man i skolen og hvordan bygger undervisningen bro til det, der foregår lige udenfor klasselokalet, som igen er en del af noget større.

Hvad lavede du efterfølgende?

– Jeg arbejdede sideløbende hos Røde Kors i kommunikationsafdelingen og i 2009 fødte jeg vores første søn. I samme periode kom der et opslag med en ph.d.-stilling. Jeg søgte stillingen og fik den, og startede op på den efter min barsel var slut. Det var et større projekt, hvor jeg arbejde med dannelse i uddannelse. Det var et pædagogisk og uddannelsesvidenskabeligt forskningsprojekt i en afrikansk setting. Det beskæftigede jeg mig med i mange år i København.

Fik du flere børn undervejs?

– Ja, vi fik vores anden søn i 2013. Julian er 15 år og August er 11 år. Da August var et år gammel, tog jeg hele familien med på feltarbejde i forbindelse med min ph.d. Så i et halvt år boede vi alle sammen på Zanzibar. Min mor tog også med, så hun kunne passe drengene.

I hvilken forbindelse vælger I at flytte til Bornholm?

– Der er nogle menneskelige måder på Zanzibar, som jeg altid har været glad for. Derfor har jeg også altid følt mig mere hjemme på Zanzibar. Jeg tror, at jeg i mange år følte, at jeg havde et hjem i København, men på Zanzibar var følelsen bare helt anderledes.

– Da vi kom tilbage fra Zanzibar, kunne jeg bare mærke, at de her værdier omkring bare at kunne være til stede som menneske og kunne kigge andre mennesker i øjnene, altid var en længsel i mig, når jeg kom hjem til København. Her var man en fremmed på en eller anden måde.

– Jeg elsker at være en del af et lille lokalsamfund. Den følelse stammer helt sikkert også fra min tid på Zanzibar. Følelsen af ro, og at tid ikke er penge. Der er noget værdi mellem mennesker, som ikke kan gøres op i penge.

Hvor mange år er det så siden, at I vælger at tage springet og flytte til Bornholm?

– Det er fire år siden.

Hvordan var springet for din familie?

– Vi boede jo på Frederiksberg før, så skiftet var voldsomt. Men vi fandt hurtigt ro i huset i Svaneke, der jo faktisk er familiearven Kuremøllen, som vi bor i. Vi gik all-in på drømmen om, at det var den rigtige beslutning.

Hvordan har I det så efter fire år?

– Forleden kørte min mand og jeg hen over bakkerne ved Ibsker lige der, hvor min mormor og morfar mødte hinanden. Og lige der kunne vi begge to godt mærke, at her har vi hjemme. Her bor vi og det er her, vores base er.

– Når man rykker hele basen op, som altid har været der, så står man lidt og svæver i ingen-mands-land, indtil følelsen lige så langsomt begynder at rodfæste sig og lave rødder. Nu kan vi helt klart mærke, at rodnettet er ved at have etableret sig, og vi kan mærke, at det er her vi har hjemme.

Julie Skovgaard Sommer von Würden

Uddannelseshistoriker

Arbejder på Ø-arkivet i Rønne

Gift med Morten

To børn