Den 13. februar 2024 har Sct. Georgs Gildet i Rønne eksisteret i 75 år.
Det oplyser Kirsten Harboe fra gildet og slår videre fast, at Sct. Georgs Gildet ikke er nogen loge, hvorfor alle, der har været spejdere eller spejdervenner, er velkomne indenfor.
I gildet dyrkes "spejderideen for voksne". Ligegyldigt om man har få eller mange år på bagen, har man ofte skønne minder om sin spejdertid, hvor man mest opholdt sig i naturen og var mere eller mindre selvhjulpen, men hvor man først og fremmest havde et herligt kammeratskab.
Rønne-gildet har haft mange fantastiske aktiviteter i løbet af de 75 år, fortæller hun videre. Årlige arrangementer som ture for de svagføre, julefester for evnesvage, spejderturneringer, store indsamlinger som forårsmarkeder, juletombolaer, træningsstævner for spejderledere, både Ø-træf og Københolmer-træf sammen med gildemedlemmer ovrefra, gildet har formidlet fredslyset fra Betlehem – men det største har været Nordisk Stævne i 1986, hvor 600 gildemedlemmer fra hele Norden besøgte Bornholm i en hel uge.