Forlod Bornholm efter farens død. Nu er han tilbage med en sang

Michael Quvang blev trukket med til koncerter med alle de store navne i Nordlandshallen, da hans far var fotograf på Tidende. Det var første skridt på vejen til musikbranchen.

Du har lige produceret en julesang med titlen ”Jul på Bornholm.” Hvad er dit tilhørsforhold til øen?

– Jeg boede her, til jeg var 19 år gammel. Min far var faktisk fotograf på Tidende og korpsmester på cf-kasernen i Allinge. De menige var der i ni måneder ad gangen. Jeg var fast inventar, og kasernen var omdrejningspunktet for de unge på det tidspunkt. Der blev vist tegnefilm på lysbilledlærredet; det var før, der var Disney, og der blev slået katten af tønden. Vi fejrede jul deroppe hvert år, fordi min far var på vagt. Kasernen var mit andet hjem.

Min mor døde i april sidste år, så nu har jeg ikke længere noget tilhørsforhold til Bornholm. Og så tænkte, at en julesang kunne give lidt tilbage. Det er en hyldestsang til Bornholm.

Hvordan var det at være barn og ung her i 60erne og 70erne?

– Vi var en årgang, der fik lov til at passe os selv. På godt og ondt. Vi blev overladt til os selv, og meget af tiden foregik nede på klipperne, i naturen, i Nordlandshallen og på foldboldstadion. Da vi blev ældre, byttede vi det ud med knallerter og læderjakker. Det var tunede knallerter.

Du har været direktør på et pladeselskab og arbejdet i musikbranchen i mange år. Hvordan opstod din interesse for musik?

– Når der var koncerter i Nordlandshallen, skulle min far fotografere for Tidende. Han arbejdede med journalister som Jørgen Markussen og Poul Erik Knudsen, og så tog han mig med derop. Det var stort dengang. Der var koncerter med Gasolin, Shu-bi-dua, Gnags, og hvem der nu ellers kom herover. Så var der også Gæstgivergården. Det var Monika og Niels Pallesen, der havde det. Der kunne musikerne rigtig godt lide at komme.

Min mor arbejdede nede i Nordbornholms Radio. De solgte ekkolod og B&O-fjernsyn til fiskerne. Det var dem, der havde pengene i 70erne og 80erne. De havde også en sælger, som kørte rundt på Bornholm og solgte kassettebånd og lp-plader. Da han skulle holde op, spurgte min mor, om det ikke var noget for mig. Så kørte jeg rundt på øen og solgte musik de sidste år af min tid i gymnasiet, men i 1984 var det meget naturligt, at jeg flyttede fra øen.

Hvordan kan det være?

– Der var min far lige død. Han var syg i lang tid, og min mor havde ikke kørekort. Så jeg skulle køre ham frem og tilbage til sygehuset. Det trak virkelig tænder ud, og jeg blev voksen meget hurtigt. Da han var død, havde jeg bare lyst til at komme væk. Jeg tog fat i ham grossisten i Ballerup, der sørgede for, at øen blev fyldt op med plader og kassettebånd, og begyndte at arbejde der med salg og marketing. Jeg plukkede varer til butikkerne i København; ja vi dækkede faktisk hele landet. Hvis min far ikke var død, havde jeg nok trukket den lidt med at komme væk fra Bornholm.

Hvad har du lavet i musikbranchen?

– Da jeg arbejdede i den grossistvirksomhed, købte ejeren rettigheder til John Mogensen, Bamses Venner, Peter Belli og sådan noget. Det kunne han ikke udnytte som grossist, så han stiftede et pladeselskab og spurgte mig, om jeg ville være direktør.

Det var i 1987-1988. Dengang var TV2 lige startet og begyndte at lave reklamer. Vi køber som det første pladeselskab reklamer for et dansk produkt. Så laver vi John Mogensen, som bliver en stor succes, men aftalen er, at jeg skal prøve at støve nogle nye ting op.

Hvad sker der så med din karriere?

– Jeg stifter selv et pladeselskab i 1990, som hed Kick Music. Det havde jeg indtil 2008, hvor vi solgte det til Sony Music. På det tidspunkt sad vi med udgivelser med Michael Falch og internationale udgivelser som Kaizers Orchestra og Thomas Dybdahl, men også Ida Corr, der var et stort hit på det tidspunkt, men ikke kunne sælge cd’er. Hun var meget populær på de ulovlige fildelingstjenester og digitale tjenester, der var dukket op. Det tjente vi ikke nogen penge på, og det kunne vi ikke betale lønninger af. Så jeg gik i tænkeboks og undersøgte mulighederne for at få pladeselskabet solgt. Det endte så med, at jeg solgte det til Sony Music, og så blev jeg ansat der.

Hvor lang tid blev du der?

– Der var jeg i halvandet år, som de havde forpligtet sig til i forbindelse med købet. Men så røg jeg ud; det var helt efter bogen, og de behandlede mig meget pænt. Efter nogle år startede jeg så som selvstændig konsulent. Det er jeg stadigvæk, samtidig med at jeg også er begyndt at lave festivalarmbånd.

Nu gik din mor bort sidste år. Er det så helt slut med din bornholmske tilknytning?

– Jeg ved det ikke. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle flytte tilbage til Bornholm, men det ligger ikke så fjernt mere. Men qua mit arbejde er det også centralt for mig at være i København. Nu er jeg godt nok kommet herover på en halv time med flyet i dag, men der er det der ekstra beat i København, som også gør noget. Men jeg kan godt lide at komme herover og mærke naturen. Under corona gik jeg øen rundt med min kæreste. Det var en fantastisk tur. Hvor jeg før har tænkt, at det kun handlede om Nordbornholm, så fik jeg øjnene op for nogle steder nede på Sydøen. Når man går med venstre sko i vandet hele vejen rundt, ser man øen på en anden måde.

Michael Quvang

59 år gammel

Født og opvokset i Allinge.

Flyttede fra Bornholm som 19-årig, da hans far døde

Har netop udgivet sangen ”Jul på Bornholm” som kan høres på alle streamingtjenester