Folk i 30'erne er begyndt at se kvaliteten i Høst igen

På Nørresand i Gudhjem kæmper Martin Brandt for at sprede kendskabet til den bornholmske nationalmaler Oluf Høst. Arbejdsugen overskrider ofte de klassiske 37 timer, men direktøren er stadig begejstret.

Vi står og betragter Michael Kviums brændende væg i atelieret her på Oluf Høst Museet i Gudhjem. Ser du noget Høst i maleriet?

– Der er meget Høst i hans baggrund. Der er mange spørgsmål. Er det en tidlig morgen. Er det en solnedgang. Er det efter et stormvejr, en brand, hvor det hele bliver godt igen, eller er vi på vej ned i en nat, hvor det bliver et forfærdeligt vejr. Det handler om vores samhørighed, hvordan vi hænger sammen.

Hvad vil du med dit job som direktør på Høstmuseet?

– Først og fremmest er jeg taknemlig over at være et sted, hvor der er så meget at komme efter. Der er kvalitet og et kæmpe potentiale. Høsts kvalitet er så stor, at vi har mulighed for at få flere gæster og for at gøre det på en ny måde. Der er meget at glæde sig over. Vi er begyndt at låne vores værker ud igen, som vi gjorde for ti år siden, hvor vi havde store udstillinger på Arken og rundt omkring i kongeriget. Forrige vinter var der Høst-udstilling på Bornholms Kunstmusem, mens vi byggede om her, denne vinter har de været på Johannes Larsen Museet i Kerteminde, en af de mest velbesøgte særudstillinger i mange år.

Er det et langt, sejt træk at få folk på museum nu om dage?

– Ja, folk bliver bombarderet med ting, der er spændende, og der er også en mæthedspris. Samt en generation, der har fået Høst helt for meget galt i halsen. Min egen generation har ikke det helt stærke forhold til ham, men dem, der er i 30'erne, de begynder at se kvaliteten i Høst igen.

Hvad ser de?

– De ser natursalmisten, tror jeg. Det taler ind vores tid, kærligheden til naturen, kærligheden til farverne, det vi ser derude. Det rører noget efter corona, hvor folk har været ude i naturen og se en solnedgang. De forstår, at det her landskab, det forsvinder, hvis vi ikke passer på det. Der er vel egentlig ikke noget, der er større end naturen – og den kan ikke svare igen. Vi er allesammen enige om, at vi gerne vil have den, men i hvilken form, det er vi ikke helt enige om. Men interessen vokser, og det skal vi vise frem på en ny måde.

Hvornår blev du ramt af kunsten? Hvor kommer du fra?

– Jeg er opvokset på Nordsjælland, men har boet mange steder i udlandet, både som barn og som voksen. Vi boede ikke så langt fra Louisiana, og noget af det første jeg husker er Lundstrøm (Vilhelm, red.) og de store panoramavinduer i den nye del, sammen med kunsten. Vi havde de samme vinduer hjemme i stuen, med udsigt ud over Øresund, men her var de pludselig en del af udstillingen. Jeg har ikke gået i skole endnu. Senere boede jeg i Madrid med mine forældre og så Goya ...

Men du er uddannet som speditør i shippingbranchen? Hvordan blev interessen for kunst en levevej?

– Første gang, jeg fik en kommerciel tilgang til det, var, da jeg boede i Hongkong i midten af 90'erne. Jeg fik arbejde på Asiens største galleri, Art Space, de solgte rigtig meget europæisk kunst oppe i Kina. På det tidspunkt arbejdede de med Christo, den franske kunstner, der blandt andet er kendt for at pakke store bygninger ind i stofligt materiale. Jeg husker følelsen, da jeg rørte ved en Christo, følelsen af at pakke hans ting ind og få sendt dem ordentligt af sted. Jeg udfyldte tolddokumenter og sørgede for afsendelsen af værkerne, så det var den vinkel, jeg kom ind med. Men jeg kunne godt lide historierne.

Du blev direktør for Fonden Oluf Høst i 2016. Hvad var det, der tiltrak dig ved den stilling?

– Det, jeg godt kan lide her, er, at man koncentrerer sig om én ting. Det er fortællingen, der er varen. Og jeg er så begejstret for at være her. Men jeg mangler cirka 20.000 besøgende om året for at få økonomi til at udvikle. Man drukner meget hurtigt i administration. Og så skal der trækkes et dræn og svares på mails. Jeg passer kassen en dag om ugen, altså billetsalget, og jeg vil savne det, den dag jeg ikke gør det mere, men det kan være svært at stikke hovedet op over kanten og se fremad.

Det er jeres første rigtige år efter renoveringen. Hvad går du og pønser på i øjeblikket?

– Hvordan jeg kan give min begejstring videre. Jeg vil gerne have 50 besøgende mere ind om dagen, hvordan hiver jeg dem ind? Når vinden er i den rigtige retning, kan jeg høre dem stå nede på gaden og sige 'åh, jeg ved jo ikke noget om kunst og ekspressionisme, jeg kan ikke lige placere ham på farveskalaen' og så videre. Jeg tror, det handler om at finde den rigtige teknologi. Der er andre museer, der har de samme udfordringer. Hollænderne er sindssygt skarpe til digitale løsninger, der er simple, hvor du kan vælge, vil du have børnehøjde, eller vil du have det nørdet? Men der er jo også masser af danske museer, der bruger moderne formidling, som er til inspiration for os. Det er det, jeg går og tænker på nu.

 

Martin Brandt

Alder: 49

Uddannelse: Shipping og speditør

Bopæl: Bor ved siden af Østerlars Kirke

Civilstatus: Gift, tre børn

Interesser: Oluf Høst