Først ville Hakon være anonym, men nu træder han frem: Håber det kan inspirere andre

I tre år har Hakon Mikkelsen inviteret beboerne på Snorrebakkens afdeling A og B på tarteletfrokost på Restaurant Bolsterbjerg. Glæden er lige så stor for mig, siger den pensionerede sosu-medarbejder fra Sorthat.

Hver tirsdag klokken 13.00 afgår bussen fra Snorrebakken. Ikke fra busstoppestedet på Snorrebakken, men fra Plejecenter Snorrebakken, der ligger for foden af bakken og lyser op med sine fire bygninger i rød, gul, grå og hvid.

Hakon Mikkelsen hjælper med at få beboerne på plads i bussen, og når han har taget plads bag rattet, vender han sig om mod passagererne og spørger: Hvor har I lyst til at tage hen?

Det har han gjort, siden han gik på pension for tre år siden.

Jeg ville gøre en forskel

Hakon Mikkelsen er født i Roskilde, men flyttede som syvårig til Bornholm med sine forældre og to søskende.

Som ung kom han i lære som mejerist på Sct. Clemens Andelsmejeri i Klemensker, og så gik turen til Sjælland, hvor Hakon Mikkelsen slog sine folder i et mejeri, på en orangeadefabrik og som produktionsarbejder på sukkerfabrikken og på Statens Seruminstitut. Inden han flyttede tilbage til Bornholm i 2008, arbejdede han 17 år for Novo i Gentofte.

– Min far døde allerede som 64-årig, så da min mor blev ramt af demens, tænkte jeg, at jeg måtte tilbage, siger den 67-årige pensionist fra Sorthat.

Moren gik bort to år efter, 84 år gammel, og Hakon Mikkelsen tog tilværelsen op til fornyet overvejelse.

Resultatet blev, at han som 52-årig begyndte på uddannelsen til sosu-medarbejder. Moren boede på Slottet frem til sin død, og Hakon Mikkelsen observerede, hvordan sosu-medarbejdernes omsorg skabte en tryg ramme om de svage og for nogens vedkommende demente beboere.

Der var noget ved sosuernes arbejde, der appellerede til ham.

– Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker, siger han i dag.

– Og jeg ved godt, det er store ord, men jeg ville ind og gøre en forskel.

Var først anonym

Som færdiguddannet blev Hakon Mikkelsen ansat som aftenvagt i det grå hus på Plejecenter Snorrebakken i Rønne.

Her bor 32 ældre fordelt på to afdelinger, A og B. Efter seks år blev Hakon Mikkelsen dagvagt, og det betød, at han fik mere kontakt med beboerne. Her fik han for alvor lov til at realisere sin drøm om at gøre en forskel.

– Hvis jeg nu siger, at jeg var pauseklovn. Min fornemmeste opgave er selvfølgelig at passe de ældre mennesker, men det var og er også at gøre dem glade og give dem et smil på. Det synes jeg er det sjove, siger han.

Han kom for et par uger siden i avisen, fordi en ansat på Snorrebakken syntes, at Hakons gestus var værd at dele med resten af Bornholm. Der var han anonym, men efter lidt betænkningstid har han valgt at træde frem. Både fordi han er glad for at dele sin glæde, men også fordi han håber, at han måske kan inspirere andre til også at gøre en indsats for at glæde de ældre på øens plejecentre.

I årene som sosu-medarbejder udviklede Hakon Mikkelsen sig til lidt af en entertainer for at more beboerne. Det var simple tricks, men det virkede.

– Man går hen til dem med et smil, eller man klæder sig dumt ud eller kommer med et ekstra stykke chokolade. Så kan beboeren huske dig, siger han.

I løbet af årene begyndte han at påtage sig faste opgaver, som han stadig varetager. Til jul er han julemand. Til påske tropper han op i full size kyllingekostume. Til julefrokosten tager han sit partyjakkesæt på.

– De lyser op, når de ser mig. Både beboerne og de pårørende. Det betyder det hele for mig, siger Hakon Mikkelsen.

Lissy Madsen og påskekyllingen.

De liver op i bussen

Han nåede at få 12 gode år som sosu på Snorrebakken. Så begyndte kroppen at sige fra.

– Der er mange løft, og det begyndte at gøre ondt at gå på arbejde. Så jeg fik en Arne-pension, da jeg var 64.

Da sidste arbejdsdag begyndte at nærme sig, blev Hakon Mikkelsen nedtrykt.

– Jeg var ked af at skulle væk derfra. Både på grund af beboerne og personalet. Så jeg snakkede med min leder Lissy Madsen. På det tidspunkt var jeg startet med at køre for beboerne. Og det fik jeg lov til at fortsætte med.

De seneste tre år er Hakon Mikkelsen derfor mødt op på Snorrebakken hver tirsdag klokken 13.00. Og så er turen gået til Teglkås eller Nexø eller Almindingen, eller hvor beboerne nu gerne vil hen.

– Det fantastiske er, at når man kører derude, så kommer det pludselig: Hakon, der har jeg gået i skole, eller, her har jeg gået til spejder, og dernede boede mine forældre. Du kan have nogle beboere med, som måske ikke siger ret meget, eller som måske er triste i det. Men så snart de kommer ud at køre, så bliver de et helt andet menneske.

Hakon Mikkelsen fortæller, at ældre nogle gange godt kan opføre sig som små børn.

– Men når de kommer op i bussen, så kan de godt tale sammen. Alle er venner.

Det er også en af grundene til, at Hakon Mikkelsen bliver gal, når der kommer nye spareforslag på bordet. I år talte man om, at busserne skulle spares væk.

– Det blev heldigvis taget væk. Jeg synes virkelig, det ville være et hårdt slag mod de ældre. Det er deres eneste frihed, siger han med indignation i stemmen.

Når bussen er hjemme på Snorrebakken igen, siger beboerne: Tak for turen, Hakon.

– Det er lønnen i sig selv. Jeg har gjort fire-fem-seks beboere glade i dag. De har haft en god dag. Så er jeg glad.

Alle løber hurtigere

Udover de ugentlige busture deltager Hakon Mikkelsen i beboernes begravelse, når han har tid.

Hvis der er jubilæer eller kolleger, der går af, lægger han vejen forbi Snorrebakken for at sige tillykke eller ønske god vind. Samtidig går han en runde på de to afdelinger og hilser på beboerne.

Der er gensynsglæde på begge sider, og der er trivsel generelt. Men der er også sorte skyer. Der er skåret helt ind til benet på bemandingen på plejecentrene, fortæller Hakon Mikkelsen. Sosuerne løber hurtigere, og det gør lederne også.

– Lissy Madsen er ligesom jeg selv, hun gør alt, hvad hun kan for beboerne. Men hun har jo budgetter, der skal passe. Man taler altid om de ansatte, der har det hårdt, men det er heller ikke sjovt for lederne. Der er skåret for meget ned.

I sidste ende rammer nedskæringerne beboerne. Ældre mennesker, der ikke kan protestere.

Hakon Mikkelsen giver et eksempel. For få år siden var der en halv time til individuel forkælelse per beboer hver uge. Det er skåret ned til 45 minutter om måneden. 45 minutter, hvor beboeren kan komme ud i verden, til en frisør, til en fodterapeut, til en kop kaffe. Det er ikke meget, siger den pensionerede sosu-medarbejder.

Og det var en af grundene til, at Hakon Mikkelsen fandt ud af, at han ville tilbyde beboerne på afdeling A og B noget ekstra, udover de ugentlige køreture. Han ville invitere beboerne på frokost i oktober. Ud af huset, på restaurant.

Helt konkret var det corona-pandemien, der gjorde udslaget.

– Der var ikke sket noget i lang, lang tid. Og så tænkte jeg: Jeg har muligheden for at gøre det, og jeg elsker at gøre det.

I forrige uge blev 50 personer fordelt i fem busser, og så gik turen afsted til Restaurant Bolsterbjerg. Med var cirka 25 beboere fra afdeling A og B. 12 i kørestol, fire med rollator, resten på egen drift. Og lige så mange personaler.

Menuen lød på tarteletter, øl og vand, og kaffe og lagkage. Samme procedure som sidste år.

Spørgsmålet om flaskerne

Men hvad med næste år? Det er her, flaskerne kommer ind i billedet.

Det er en lille historie, som Hakon Mikkelsen har underholdt med siden den første frokost på Bolsterbjerg for tre år siden.

Når beboerne spørger, hvordan han dog får råd til at invitere et helt plejehjem på restaurant, siger han: Jeg samler flasker. Og så kommer de hvert år, når det er ved at blive oktober og spørger: Har du fået samlet flasker nok?

Nogle gange overdriver Hakon Mikkelsen og fortæller, at han næsten er i mål, men at han nok må ud om aftenen også for at få samlet flasker nok.

– Der skal lige være et twist, siger han med et glimt i øjet.

Hakon Mikkelsen modtog sidste år Snorrebakkens version af Dronning Margrethes Fortjenstmedalje for sin vedholdende støtte til beboerne. Foto: Anette Vestergaard

Fortjenstmedalje

Sidste år kvitterede beboerne på afdeling A og B med at overrække "Dronning Margrethes Fortjenstmedalje" til manden, der nu i 15 år har gjort en forskel for beboerne i det grå hus på Snorrebakken.

Medaljen er fremstillet i Snorrebakkens helt eget design. Et fint grønt bånd, lagt i sløjfe, med en 20-krone med Dronning Margrethe i midten og en sikkerhedsnål på bagsiden. Hakon Mikkelsen bærer medaljen ved særlige lejligheder og bar den selvfølgelig også til frokosten på Restaurant Bolsterbjerg i forrige uge. Så blev der grinet og nikket.

De er så taknemlige, siger Hakon Mikkelsen.

Taknemligheden går imidlertid begge veje.

– At jeg kan gøre det for dem, det er en lige så stor glæde for mig. I år har været det bedste år, alle var glade. Husk på, der er mange af dem, der har været på Bolsterbjerg som unge. De kan genkende det, og hvis det er godt vejr, kan man gå udenfor i haven, det er så smukt. Så tro mig, det bliver sikkert det samme sted næste år. Men nu må vi lige se, om jeg får samlet flasker nok.