Hun er Rønnes nye frisør

Hun er Rønnes nye frisør
Engelske Rain Macbeth er netop flyttet til Bornholm med sønnen Oscar på 7 måneder. I det nye år åbner hun sin frisørsalon i Rønne. Foto: Katrine Westh Sørensen
DAGENS NAVN | 2. JAN • 05:30
DAGENS NAVN | 2. JAN • 05:30

Engelske Rain Macbeth er netop flyttet til Bornholm. I det nye år åbner hun sin egen frisørsalon i Rønne i Frisør Jans tidligere lokaler. Udover at være nyforelsket i Bornholm er Rain Macbeth nemlig også både iværksætter og solomor.

Hvad er din baggrund?

– Jeg voksede op i det nordvestlige England i en lille by, der hedder Daisy Hill. Det lyder ganske vist idyllisk, men det var det som sådan ikke. De fleste ville sagtens kunne køre igennem byen uden at opdage det. Hovedbyen i området er Bolton, og den tætteste lufthavn er Manchester.

– Jeg begyndte at arbejde i en frisørsalon, da jeg var 11 år gammel. Jeg gjorde rent og fejede gulvene. I begyndelsen var det mest bare for at skippe skolen. Da jeg blev ældre, arbejdede jeg nogle år i en frisørsalon i Bolton, hvor jeg også er udlært fra. Det var fantastisk. Under uddannelsen gik man sideløbende på universitetet en dag om ugen, hvorefter man arbejdede seks dage om ugen i frisørsalonen. Men fordi lønnen som elev var så lav, arbejdede jeg også ved siden af i en pub om aftenen. Så i en alder af 17 år arbejdede jeg mellem 60 og 70 timer om ugen.

– I årene efter var jeg med i en masse frisørkonkurrencer og arbejde både med Wella og Loreal. Det var en fed tid med masser af succes. På et tidspunkt i starten af mine 20’ere flyttede jeg kortvarigt til USA. Jeg flyttede til Key Largo i det sydlige Florida, men det var slet ikke mig, og derfor var jeg der også kun i nogle måneder.

– Som 23-årig flyttede jeg til London og boede der i nogle år. Jeg arbejdede som en del af et kunstnerisk hold som frisør. Jeg var rædselsslagen, da jeg flyttede dertil. Min første metrotur var så stressende, og der kunne jeg virkelig mærke, at jeg er vokset op i en lille by. Men det endte med at være en rigtig god beslutning at flytte dertil, og jeg havde en masse gode år der.

– Efter nogle år flyttede jeg til København. Jeg nåede at bo mange forskellige steder rundt om i København, men min salon var placeret på Vesterbro. Et skønt sted at bo og arbejde, indtil det var tid til at tage videre.

Hvor mange år boede du i København?

– Seks år. I dag har jeg både dansk pas og permanent opholdstilladelse. Da jeg var 24 år gammel, besluttede jeg mig for, at hvis jeg ikke havde fundet den rette mand at få børn med i en alder af 35, så ville jeg blive solomor. Den proces startede jeg så op, da jeg som 35-årig ikke havde fundet ham. Det var en længere proces, men næsten fire år senere på dagen fødte jeg min søn Oscar. I dag er han syv måneder gammel.

Hvorfra kom ideen til at flytte til Bornholm?

– For et par år siden flyttede min gode veninde hertil med sin mand. De flyttede til øen, fik deres forretning op at køre og blev gravide. De elskede deres liv her, og det inspirerede mig meget.

– For et par år siden besøgte jeg dem så for første gang efter flytningen. Jeg tænkte, her er godt nok dejligt, også selvom det var januar måned og meget stille. Efterfølgende besøgte jeg dem i august måned sammen med min søn, og der tænkte jeg bare, her vil jeg gerne bo.

– København havde ikke mere at byde på for mig, og det var ikke længere det, som jeg ønskede for Oscar. Jeg vil gerne have, at han vokser op i ro og tæt på naturen, ligesom jeg selv gjorde.

Rain Macbeth har sammen Frisør Jan i Rønne netop offentliggjort, at hun overtager butikkens lokaler i det nye år. Hun glæder sig til at trække i arbejdstøjet og gøre butikken til hendes egen. Frisør Jan selv beskriver det som "et lille julemirakel" og er glad for, at butikken, som i snart 100 år har været frisørsalon, går videre til en ung og ambitiøs frisør.

Rain Macbeth

39 år

Født og opvokset i England

Uddannet frisør

Solomor til Oscar på syv måneder



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT