Eliteløber, kommentator, løbeekspert, pædagog, rejseleder, træner, maraton- og tv-tilrettelægger.
Mette Holm Hansen, Sorthat, fylder 60 år fredag den 29. juli. Mette Holm Hansen har mange kasketter at skifte imellem, men bærer alle med et stort mål af dedikation og professionalisme. Disciplinen har hun med sig fra sportsverdenen, hvor hun i over 40 år har bevæget sig i toppen af dansk og international løbesport. Dels i egen ret, Mette Holm Hansen løb i en årrække på det danske landshold, dels som hustru til nu afdøde topmaratonløber Henrik Jørgensen.
De to mødte hinanden i Herlev Atletik i 1981 og blev gift ni år senere, da de flyttede hjem til Mette Holm Hansens fødeø.
I sin forholdsvis korte løbekarriere nåede Mette Holm Hansen blandt andet at deltage i det første verdensmesterskab i maraton for kvinder i Helsinki i 1983. Siden blev det til deltagelse i yderligere tre verdensmesterskaber i cross og et VM på 15 km landevej. Derudover har Mette Holm Hansen vundet Eremitageløbet tre gange og også været indehaver af den danske rekord på 3.000 m forhindringsløb.