Dødsfald: Der var mål i minkfarmeren

Dødsfald: Der var mål i minkfarmeren
Tom Wridt som træner for Midtbornholm i 2016. Arkivfoto: Tommy Kaas
MINDEORD | ABONNENT | 29. SEP 2023 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
MINDEORD | ABONNENT
29. SEP 2023 • 15:30

Tom Wridt, der havde Stenseby Minkfarm i mange år, var især kendt på de bornholmske fodboldbaner.

Tom Wridt, Aakirkeby, er død. Han blev 62 år.

Tom Wridt blev født på Solitudevej i København. Moren var sjællænder, faren bornholmer. Familien flyttede til Bornholm, da Tom var fem-seks år, og han kom til at gå i Bodilsker Skole og senere på handelsskole.

Tom Wridts arbejdsliv kom i høj grad til at handle om minkavl, og han var selvstændig med Stenseby Minkfarm i 25 år. Han stoppede med at avle mink i slutningen af 2018, da der havde været nogle magre år i branchen. Han havde således afviklet minkfarmen, da coronapandemien kom med den efterfølgende nedslagtning af mink i Danmark.

Tom Wridt blev derefter renovationsarbejder hos Fugato, og han sluttede arbejdslivet af på lageret hos Bygma i Rønne.

En flot karriere

Tom Wridt var et stort naturmenneske, men ellers var det fodbolden, der fyldte en stor del af hans fritid.

– Tom var ikke så gammel, da han begyndte at spille, og hans far byggede et fodboldmål i haven, så Tom kunne øve sig derhjemme, fortæller Tom Wridts hustru, Susanne Wridt.

Tom Wridt fik som seniorspiller en flot karriere med mange danmarksseriekampe for Nexø og RIK. Han var kendt som en målfarlig angriber.

Han havde spillet ungdomsfodbold i Poulsker Idrætsforening og vendte i perioder tilbage til Poulsker som spiller, spillende træner og træner, og i bogen Bornholmsk fodbold i 100 år (fra 2007) udnævnes Tom Wridt som klubbens største spiller- og trænerpersonlighed.

Det er en karakteristik, som vennen, den tidligere fodboldformand i Poulsker IF, Filip Jensen, tilslutter sig.

– Vi var vist nok de første til at lokke ham til at blive træner, og han fik stor succes, siger Filip Jensen.

Tom Wridt var træneren bag nogle af højdepunkterne for Poulsker i Bornholmsserien.

En kvik bemærkning

– Han var meget dygtig og vellidt, havde stor menneskelig forståelse, og han havde evnen til at gøre en tredjeholdsspiller til en førsteholdsspiller i løbet af et forår, siger Filip Jensen.

Tom Wridt opnåede også succes med Poulskers juniorer og kvindehold. Han blev træner i flere bornholmske klubber, blandt andet i Rønne-sammenslutningen Rønne fb i Københavnsserien. I de senere år satte han især sit præg på fodbolden i Midtbornholm/AaIF med blandt andet to mesterskaber. Han var kendt som en god taktisk træner, der også var god for en kvik bemærkning.

Skulle træne barnebarn

Tom Wridt pensionerede sig selv fra sit job hos Bygma ved udgangen af 2022.

– Nu skulle vi rigtig ud at rejse, men det nåede vi ikke, og Tom kom heller ikke som planlagt til at hjælpe vores yngste datter Anja med at træne U10-piger, hvor vores otteårige barnebarn spiller, siger Susanne Wridt.

Tom Wridt blev syg i april med kræft, og derefter gik det hurtigt tilbage med helbredet.

Tom Wridt efterlader sig hustruen Susanne, døtrene Janni og Anja, og fire børnebørn.

Bisættelsen finder sted lørdag den 30. september klokken 13.30 fra Aa Kirke.