– Lige før var man en ung iværksætter, og nu er man ikke ung længere på samme måde. Når det så er sagt, er jeg superglad for det sted, jeg er i mit liv, siger han.
Johan Bülow kommer fra en familie af iværksættere. Og han har altid vidst, at han ville skabe noget. Kærligheden blev så kastet på lakrids. Og når først Johan Bülow får en idé, går han efter at udbrede den.
– Min barndom har været fuld af iværksætteri. Der har været små boder, mobildiskoteker, og hvad pokker jeg ellers har lavet. Når jeg har fundet noget, der var fedt og sjovt, så har jeg været god til at gøre det forståeligt, fortæller han.
I dag bruger iværksætteren meget tid på at filosofere over, hvordan han kan inspirere sine egne børn til at turde følge deres kreative trang, ligesom hans egen mor lærte ham det samme.
– Og så gør det mig også glad, når folk skriver til mig, at de har åbnet deres egen forretning på grund af min, siger Johan Bülow.