'Det er ikke gratis at arbejde med mennesker i krise'

Et arbejdsmiljø, der kan sikre, at sundhedspersonale trives i jobbet og ikke tager alt for meget af det med hjem, kræver opmærksomhed fra både ledelsen og medarbejderne.

Som arbejdsmiljøkonsulent på Bornholms Hospital er det Tove Bech Kofoeds fornemste opgave at hjælpe resten af huset i deres arbejde med arbejdsmiljøet i hverdagen og med at omsætte hospitalets strategier til praksis.

Det har været opgaven de seneste to år, selvom hun kom til hospitalet i 2009.

– Jeg er uddannet ergoterapeut, og det har jeg været her på hospitalet i mange år, og arbejdsmiljø er en del af den uddannelse. Jeg var også tillidsrepræsentant, og da det her job så blev ledigt, søgte jeg det, fortæller hun.

Hvordan er arbejdsmiljøet på Bornholms Hospital?

– Det er meget forskelligt, for der er mange afdelinger, og der er store udsving fra afdeling til afdeling. Men det, der er fedt ved Bornholms Hospital er, at der er et stort fokus på arbejdsmiljøet – helt op på direktionsniveau, og jeg kan mærke, når jeg møder mine kolleger fra andre hospitaler, at det, at direktionen er så opmærksom på det, giver os nogle kæmpe fordele på Bornholm.

Overordnet er det dog ikke kun et ledelsesansvar, at arbejdsmiljøet er i orden, påpeger Tove Bech Kofoed.

– Vi har alle sammen et ansvar for at passe på hinanden og på os selv, og det forsøger jeg at sætte fokus på, siger hun.

Den røde og den blå zone

Har det store pres i sundhedsvæsnet indflydelse på arbejdsmiljøet?

– Ja, helt sikkert. Og derfor er en af vores strategiske indsatser i arbejdet med arbejdsmiljø også det, vi kalder belastningspsykologi. Vi arbejder med en sætning, der lyder: "Det er ikke gratis at have et job, hvor man arbejder med mennesker i krise, for prisen er, at man risikerer at blive påvirket af det psykisk, når man bruger sig selv."

Tove Bech Kofoed fortæller, at psykisk belastning er en del af hverdagen i sundhedsvæsenet, men at det kan blive endnu hårdere, når ydre påvirkninger, som for eksempel personalemangel, dukker op.

I har et udtryk, I kalder omsorgstræthed. Vil du forklare, hvad det er?

– Jeg kender ikke den officielle definition, men det handler om, at når man yder omsorg igen og igen og ikke får fyldt op på sine egne batterier, så bliver man mere og mere træt. Vi bruger meget en rød-grøn-blå model, hvor vi taler om, at når man er grøn, så er man afstemt og i kontakt med sig selv. Og så kan man træffe nogle gode beslutninger, og man kan udvise sympati. Men ofte, når vi bliver pressede, så bliver vi enten helt vildt røde, hvor vi bliver overinvolverede, så vi simpelt hen bliver påvirkede af det hele og meget tyndhudede, eller også bliver vi mega blå – så vi bliver ret kolde. Så omsorgstræthed kan ligge begge steder.

Tove Bech Kofoed viser på en tegning, at den røde zone kan indeholde vrede, håbløshed, utryghed og sorg, hvor den blå zone kan gøre en ligegyldig, autoritær mekanisk og følelseskold.

– Vi bruger de her tegninger til at tale om, hvordan vi kan hjælpe hinanden tilbage i grøn zone igen og tale om, at det ikke er skamfuldt at komme over i de andre zoner. Nogle gange kan man næsten blive helt flov over sig selv og tænke 'wow, hvor var jeg bare kold der'. Og det skal vi tale om og have fokus på.

Koordineringsmøder og strukturelle rammer

Arbejdet med zoner er blot en lille del af det store arbejde med at forbedre arbejdsmiljøet, men det, at plancherne med zonerne hænger frit fremme flere steder, giver mere åbenhed til at tale om det, og gør det mere legalt at nævne overfor en kollega, hvis man mener vedkommende har bevæget sig over i en rød eller blå zone.

– Det er jo heller ikke sådan, at fordi vi er gået i gang med det her, så kan vi bare pludselig håndtere det hele, og alt kører på skinner, for sådan er det jo ikke. Vi er kun lige begyndt på det, men jeg hører, at det giver mening for medarbejderne at tale om det på den måde, siger Tove Bech Kofoed.

Et andet tiltag på hospitalet handler om de strukturelle rammer, hvor medarbejdere og ledere i samarbejde aftaler rammer for, hvad der bør prioriteres hver dag.

– Vi læser nogle gange i pressen, at nogle medarbejdere i sundhedsvæsenet oplever, at de ikke har tid til at holde pause eller ikke har tid til at tisse i løbet af dagen, og det forsøger vi at imødegå på flere måder. En af måderne er, at nogle afdelinger er begyndt at holde nogle koordineringsmøder i løbet af dagen. For selvom man om morgenen måske tror man har planlagt dagen, så kan man aldrig rigtig vide, hvordan dagen udvikler sig. Så det at man ved, at man mødes på et tidspunkt og tjekker op på, om alle er med, og at man får et sted at aflevere sit pres, det kan være en god hjælp. Og så har vi også indført nogle prioriteringstrapper, som skal hjælpe den enkelte medarbejder til at kunne gå hjem fra arbejde med ro i maven, fortæller Tove Bech Kofoed.

Prioriteringstrappen er et redskab, som hjælper afdelingen til at få styr på tingene, når der er mere travlt end normalt. Ved hjælp af fælles, klare prioriteringer af arbejdsopgaverne og et simpelt system med grønne, gule og røde dage, får de en effektiv måde at håndtere ekstraordinær travlhed, så den ikke skaber kaos og stress.

Hvad kan det betyde at have en prioriteringstrappe?

– Vi har alle nogle forskellige prioriteringer i forhold til vores patienter. Men nu har vi i fællesskab defineret, at hvis der en dag mangler så og så mange, så går vi ned på det gule trappetrin, og det betyder, at der er nogle ting fra det grønne trin, som vi ikke laver. Og det behøver vi ikke at diskutere. Og det gør, at følelsen af ikke at have levet op til det, den enkelte burde hver dag, den kan man til en vis grad lægge fra sig med viden om, at man har gjort det, man skulle, i forhold til det gule trappetrin.

Effekt skabes af engagement

Andre tiltag, som for eksempel et tilbud om reflekterende gruppesamtaler og en mulighed for, at medarbejderne i akutmodtagelsen tjekker ud med hinanden, inden de går hjem hver dag, er alt sammen noget, der skal bidrage til et godt arbejdsmiljø og derigennem også, at hospitalet bedre kan holde på deres medarbejdere.

– Vi spiller på mange paletter, og det her spiller også ind i vores rekruttering og fastholdelse. For hvis der er et godt arbejdsmiljø, og nye kan se, at vi faktisk har meget fokus på det, så kan det være lettere at tiltrække dem, og det gør, at de bliver længere. Og det påvirker så igen, hvor mange vi er på arbejde.

Tove Bech Kofoed påpeger dog igen, at alle i huset har et ansvar for, at hospitalet bliver et godt sted at arbejde. Og derfor minder hun om endnu et mantra, som der arbejdes efter.

– Effekter skabes ikke af indsatser, men først og fremmest af mennesker der involverer sig og engagerer sig.

Tove Bech Kofoed er selv en der engagerer sig meget – i alt muligt forskelligt. Både på jobbet og i privatlivet.

– Vi har en kæmpestor have, nok Svanekes største. Så der bruger jeg meget tid sammen med min mand, Karsten. Og så kommer jeg i Luthersk Mission, og jeg synger i Nexø Kirkes koncertkor, hvor vi øver en gang om ugen. Derudover kører jeg mine børn til fodboldkampe og badmintonstævner og den slags. Det går der meget tid med, fortæller hun.

Toves børn er 10 og 12 år gamle, og hun kan da heller ikke lade være med at involvere sig i deres skolegang.

– Det er da vigtigt for mig, at børnene har en god skole, og derfor involverer jeg mig også der. Jeg sidder for eksempel i skolebestyrelsen. Jeg er nok sådan én, der engagerer mig lidt for meget i tingene, men jeg synes, det er spændende at koordinere og facilitere. Og når jeg har noget, jeg kan bidrage med, så giver det stor mening at engagere sig, synes jeg.

Og arbejdet med arbejdsmiljø betyder meget for Tove Bech Kofoed.

– For mig er det vigtigt, at det ikke er sort og hvidt. Arbejdsmiljøet er noget, vi hele tiden skal arbejde med og holde fokus på. Vi har gang i rigtig mange gode initiativer, som bidrager til et rigtig godt arbejdsmiljø, mener hun.

Og selvom det er et krævende job, kan hun ikke rigtig se sig selv andre steder.

– Nogle gange overvejer jeg da også at skifte job, fordi jeg synes, jeg arbejder for meget, og jeg engagerer mig for meget, men omvendt så kan jeg nok ikke finde et andet sted, hvor det giver så meget mening, og som passer så godt til det, jeg synes, jeg er god til. Så derfor bliver jeg, hvor jeg er, konstaterer Tove Bech Kofoed.