Charlottes største sejr var over kræften: 'Det er et privilegie at fylde 60'

I sine unge dage løb Charlotte Kaagh sig på landsholdet og satte bornholmske rekorder på alt fra 200 meter til halvmaraton. Som 49-årig blev hendes liv vendt på hovedet, da hun fik konstateret kræft. Sygdommen har hun stadig, men hun har lært at leve med den og nyde livet, mens man har det.

Charlotte Kaagh har altid været god til at løbe hurtigt. Det fandt hun allerede ud af, da hun som barn deltog i skoleatletik og imponerede med sine tider.

– Det gjorde, at jeg fandt ud af, at jeg var god til noget. Og når man finder ud af det, så vokser selvtilliden jo selvfølgelig, fortæller Charlotte Kaagh, som i starten af 1980'erne blev et af landets allerstørste løbetalenter med et væld af danmarksmesterskaber i ungdoms- og seniorrækkerne. Blandt andet vandt hun som bare 17-årig senior-DM på 3000 meter med en tid på 9,45 minutter.

Hun skrev sig også ind i den lokale idrætshistorie her på Bornholm. Hendes alsidighed gjorde, at hun formåede at sætte bornholmske rekorder på rigtig mange distancer: 200 m, 400 m, 800 m, 1000 m, 1500 m, mile, 3000 m, 5000 m, 10.000 m, halvmaraton og 20 kilometer.

Hun blev aldrig træt af at vinde, og det gjorde, at hun i en lang periode kun overlod rester til konkurrenterne her på øen.

– Jeg er født konkurrencemenneske. Og det var fra 200 meter til halvmaraton, og det er bare uhyre sjældent, at man kan så meget. Jeg skulle måske nok have specialiseret mig, men mere vil have mere, fortæller hun.

Fået venner for livet

Charlotte Kaagh blev boende på Bornholm, selvom hun senere blev udtaget til landsholdet.

Derfor måtte hun bruge en del rejsetid. I en årrække tog hun om sommeren turen over hver weekend for at være med i stævner, og det tog noget længere tid, end det gør i dag.

– Man boede lidt i en kuffert faktisk. Og vi tog færgen, og det var de langsomme færger. Der var lidt længere rejsetid dengang, men det vænnede vi os til, siger Charlotte Kaagh, som typisk rejste over sammen med holdkammeraterne fra Viking Atletik.

I dagligdagen trænede hun også ofte med holdkammeraterne, og det gav hende venner for livet.

– Det gav mig en masse gode oplevelser. Rent sportsligt og kammeratligt. Vi var sådan en hel gruppe, der trænede sammen flere gange om ugen her i Viking, og det gav jo altså nogle gode kammeratskaber, og vi holdt nytår og fester sammen.

Skader stoppede karrieren

Charlotte Kaagh stoppede i flere omgange med at løbe.

Første gang var i forbindelse med, at hun blev mor, og senere var det skader i højre hæl, som gjorde, at hun måtte lægge løbeskoene på hylden. Skaderne begyndte allerede at komme, da hun som 20-årig vendte hjem til Danmark efter et ophold i USA, hvor hun havde trænet rigtig meget.

– De skader jeg fik der, kom jeg aldrig rigtig af med, siger Charlotte Kaagh, som var oppe på at løbe 440 kilometer om måneden, da hun var på sit højeste.

– Og det er altså ikke foregået i sko, som yder samme støtte, som de gør i dag. Det betaler jeg desværre prisen for nu, fortæller Charlotte Kaagh, hvis sidste store triumf blev hendes 10. sejr i Almindingsløbet tilbage i 1999.

Siden har hun måttet se flere af sine bornholmske rekorder blive slået, blandt andet af Anna Holm, som deltog på maratondistancen til OL i Rio i 2016.

– Det har da ærgret mig. Men man skal så også se på det på den måde, at der er udvikling i tingene, og det skal der jo være. Det er jo Anna, der har taget nogle af dem, og hun er jo smadderdygtig.

– Jeg har én rekord tilbage, og den tror jeg ikke bliver slået sådan lige. Det er en 1500 meter på 4.17,10, og jeg tror stadig, den tid er på europalisten. Den er rar at have, og den tror jeg bliver svær at slå.

Til sammenligning er den nuværende danske rekord på 1500 m for kvinder på fire minutter og fem sekunder.

Charlotte Kaagh (tv.) vandt Almindingsløbet 10 gange fra 1978 til 1999. I 1979 blev hun kåret som vinderen af Bornholms Tidendes Sportspris. Hun ses her sammen med en anden eliteløber, Mette Holm Hansen, som er mor til Anna Holm, som er den eneste, som har vundet Almindingsløbet flere gange end Charlotte Kaagh med i alt 12 sejre. Arkivfoto

Kræftramt: Jeg har det godt igen

Skader er ikke det eneste, Charlotte Kaagh har kæmpet med.

I 2014 blev hun alvorligt syg og fik en cancerdiagnose. Heldigvis kunne lægerne indkapsle kræften og fjerne det. Men da hun var til tjek i 2018, stillede lægerne en ny kræftdiagnose. Denne gang var det lymfecancer. Sygdommen er langsom og mild, men desværre også kronisk, og hun skal derfor leve med den resten af sit liv. Det var en hård besked at få.

– Oveni alt det, gik jeg jo hen og fik dødsangst og depression, så jeg stoppede faktisk med at arbejde i 2018. Og så blev jeg førtidspensionist i 2021, fortæller Charlotte Kaagh, som i 2010 blev færdiguddannet pædagog og blandt andet har arbejdet på Heldagsskolen og været tilknyttet et botilbud i Aakirkeby for autister.

Nu har hun endelig lært at leve med sygdommen, og hun nyder livet i fulde drag, indtil det en dag slutter. Hun går til tjek på Rigshospitalet to gange om året, og ellers tænker hun ikke så meget over, at hun lever med en kronisk sygdom.

– Jeg har fået det rigtig godt igen. Det har taget sin tid, men nu er jeg kommet hertil, så det har lægerne styr på, og så kan jeg koncentrere sig om mit liv og mine børnebørn og min mand, siger Charlotte Kaagh, som er gift med Torben, som hun lige har fejret 30 års bryllupsdag med den 5. marts. Sammen har de Simone på 34 år og Nick på 32 år samt to børnebørn.

– Men jeg måtte da lige ned og vende en gang. Jeg var 49 år første gang, jeg fik stillet en diagnose. Det syntes jeg sgu var for tidligt at sige farvel til den her verden. Så det med at blive 60 synes jeg jo bare er et privilegie. Det er jo ikke alle forundt at blive så gammel, fortæller Charlotte Kaagh, som fylder rundt i morgen onsdag den 13. marts.

Fødselsdagen bliver fejret onsdag morgen med tapas og brunch sammen med nogle venner og familie. Og så har hun tænkt sig at invitere sine to børn, svigerbørn og børnebørn på en rejse sydpå til næste år.

– Det bliver så først, når Nick er færdig som politibetjent til næste år. Så rejser vi sydpå. Jeg betaler selvfølgelig. Jeg tænker, det måske bliver Grækenland, for ungerne kan ikke sidde i en flyver i x-antal timer, siger bedstemoren omsorgsfuldt.