– Oveni alt det, gik jeg jo hen og fik dødsangst og depression, så jeg stoppede faktisk med at arbejde i 2018. Og så blev jeg førtidspensionist i 2021, fortæller Charlotte Kaagh, som i 2010 blev færdiguddannet pædagog og blandt andet har arbejdet på Heldagsskolen og været tilknyttet et botilbud i Aakirkeby for autister.
Nu har hun endelig lært at leve med sygdommen, og hun nyder livet i fulde drag, indtil det en dag slutter. Hun går til tjek på Rigshospitalet to gange om året, og ellers tænker hun ikke så meget over, at hun lever med en kronisk sygdom.
– Jeg har fået det rigtig godt igen. Det har taget sin tid, men nu er jeg kommet hertil, så det har lægerne styr på, og så kan jeg koncentrere sig om mit liv og mine børnebørn og min mand, siger Charlotte Kaagh, som er gift med Torben, som hun lige har fejret 30 års bryllupsdag med den 5. marts. Sammen har de Simone på 34 år og Nick på 32 år samt to børnebørn.
– Men jeg måtte da lige ned og vende en gang. Jeg var 49 år første gang, jeg fik stillet en diagnose. Det syntes jeg sgu var for tidligt at sige farvel til den her verden. Så det med at blive 60 synes jeg jo bare er et privilegie. Det er jo ikke alle forundt at blive så gammel, fortæller Charlotte Kaagh, som fylder rundt i morgen onsdag den 13. marts.
Fødselsdagen bliver fejret onsdag morgen med tapas og brunch sammen med nogle venner og familie. Og så har hun tænkt sig at invitere sine to børn, svigerbørn og børnebørn på en rejse sydpå til næste år.