Slagtehuset lå stille, mens et nyt hold investorer arbejdede på at redde stumperne. Redningen kom, da August Lund, manden bag Cofoco-kæden, købte sig i ind i Hallegaard i begyndelsen af 2020. Han ejer nu Hallegaard sammen med Jørgen Christensen, mens serieiværksætteren Jonas Bagger Sørensen fra Snogebæk driver gårdbutikken.
Kristian Hedegaard taler om en forestående omstrukturering, som vil bringe Hallegaard tilbage til en mere overskuelig konstruktion.
Det er tid til at tænke på fremtiden. Og som den forestående fødselsdag antyder, har Jørgen Christensen nu nået en alder, hvor generationsskiftet har banket på døren i et stykke tid. Slagteren bedyrede sidste år, at han arbejder på at finde en kvalificeret arvtager til sit livsværk. Men indtil det er på plads, er det fortsat Jørgen Jyde, der står i spidsen for eventyret på Aspevej.
Den runde fødselsdag fejres i hjemmet i Svaneke i selskab med nære venner samt sønnen Esben, der er hjemme fra London, datteren Sidsel, der til daglig er gymnasielærer på campus i Rønne, og de fire børnebørn.