Bogbinderen skabte sig et nyt job

Bogbinderen skabte sig et nyt job
Jacob Nissen på arbejde – med udsigt – i Tejn. Foto: Jacob Jepsen
DAGENS NAVN | Lørdag 5. november 2022 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
DAGENS NAVN | Lørdag 5. november 2022 • 05:30

Jacob Nissens oprindelig fag er næsten uddødt – derfor tog han en ny uddannelse og er blevet selvstændig med Nissens Naturpleje.


Hvor kommer du fra?

– Jeg er fra Klemensker. Jeg blev uddannet bogbinder i Øens Bogbinderi, som lå i Klemensker. Men det lukkede ned, og det er en uddøende branche i Danmark.

– Jeg havde en computerbutik i et par år, hvor jeg solgte og reparerede computere og lavede hjemmesider og den slags ting.

– Så valgte jeg at flytte til København for at prøve noget nyt. Jeg boede ovre i 10 år, hvor jeg primært arbejdede som livredder i en svømmehal i København.

– Der mødte jeg min hustru, Louise, som også arbejdede i en svømmehal. Hun kommer fra Frederikssund, men hendes bedsteforældre er fra Bornholm, så hun har været vant til at komme på øen, og det var ikke svært at lokke hende med til Bornholm.

– Vi havde også lige fået vores datter, Molly, så vi ville gerne kunne give hende en tryg opvækst, få en billigere bolig og noget mere fred og ro.

 

Hvordan gik det med at finde et job på Bornholm?

– Før vi flyttede til Bornholm, var jeg begyndt på skov- og naturteknikeruddannelsen i Allerød Kommune. Da Vej og Park på Bornholm søgte en lærling, fik jeg mulighed for at gøre min uddannelse færdig der. Jeg blev i juli i år færdig som skov- og naturtekniker med speciale i naturpleje.

– Jeg kunne godt få lov til at blive i Vej og Park, men jeg havde lyst til at prøve noget andet og få lidt mere frihed. Jeg havde haft et lille firma på deltid, og det valgte jeg så at satse på på fuldtid.

 

Hvordan er det gået indtil nu med din virksomhed, Nissens Naturpleje?

– Det har været rigtig fint, og nu har jeg tid til at aflevere min datter i børnehave om morgenen, og vi har fået mere fritid sammen i familien. Der har hen over sommeren været fint med opgaver med blandt andet at klippe græs og hække. Indtil videre tyder det på, at der også kan blive pænt med opgaver hen over vinterhalvåret.

 

Hvem er dine kunder?

– Det er primært private. Jeg har en del sommerhuse, for eksempel hvor ejeren bor ovre, og hvor jeg både passer huset og de udendørs arealer, og så har jeg nogle boligforeninger som kunder.

– Det grønne med naturpleje er mit primære fokus, men det er også en slags multiservicefirma, hvor jeg for eksempel også maler et sommerhus eller sætter et plankeværk op. Det gør også arbejdet mere afvekslende, og så kan jeg fordele opgaverne lidt efter, hvordan vejret er.

– Jeg har en varebil og en maskintrailer, og så kører jeg ud til kunderne. Jeg havde meget af værktøjet i forvejen, så jeg behøvede ikke at bruge en større sum for at komme i gang.

 

Du er dig selv, men har du nogle tanker om, at det skal være et større firma?

– Nej, det er planen, at det bare skal være mig. Der bliver for meget administrativt, hvis jeg skal have flere folk, og vi bliver afhængige af at skulle have mere arbejde ind hele tiden.

– Kan jeg bare få arbejde nok til mig selv, og det kører rundt, så behøver jeg ikke mere.

 

Hvad laver du i din fritid?

– Vi kan godt lide at være udenfor, tage ud til et shelter, lave snobrød og gå en tur. Molly elsker at komme i svømmehallen, og der er vi en-to gange om ugen.

– Jeg går til træning på et hold hos Ole Nisbeth, og så går jeg til fitness i Klemensker. Der går også noget tid med at tage af sted sammen med Molly, når hun skal til svømning, dans og gymnastik.

 

Du er med i bestyrelsen i Klemensker Land- og Byforening, og du er medlem af forretningsudvalget i Klemensker Idrætsforening – hvorfor har du engageret dig i de lokale foreninger?

– Jeg synes, det er spændende, og det er vigtigt, at der er nogen, som gør "noget" for, at vi har et godt lokalsamfund. Vi har et fint sammenhold i byen med mange aktiviteter. Idrætsforeningen sørger for, at der er tilbud til børn og unge, og land- og byforeningen sørger for, at byen bliver ren og pæn, stiller juletræ op, og at der bliver holdt fastelavn og mange andre arrangementer, som ud over at være vigtige for byen også er super hyggelige.

– Det er også godt at få nogle yngre med børn ind i arbejdet i foreningerne, for vi har måske nogle andre fokusområder end de lidt ældre.

 

Jacob Nissen

38 år.

Bor i Klemensker sammen med hustruen Louise (lægesekretær på Bornholms Hospital) og datteren Molly, der er næsten fire år.

Er udlært bogbinder og skov- og naturtekniker.

Driver virksomheden Nissens Naturpleje med hjemsted i Klemensker. Firmaet tilbyder blandt andet træfældning, græs- og hækklipning, plantning, beskæring, buskrydning, pleje og vedligeholdelse.

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT