Børge fra Helligpeder: 'Min aske skal strøs i havet uden for barndomshjemmet'

Pensioneret seniorforsker Thorkil Thorsen fra Svaneke har sat sig for at finde ud af, hvad der er blevet af hans gamle klassekammerater, som han gik i skole med i Rutsker fra 1957 til 1964. Dette er fjerde historie i artikelserien.

Chicko og Charlie begynder at gø i samme sekund, jeg åbner havelågen ind til forhaven. Der er ingen grund til at bruge dørklokken. Under en havebænk ligger en rund sten med inskriptionen BORNHOLM. Børge åbner døren.

– Hej och välkommen till Tomelilla, siger han, mens han får hundene – to emsige, langhårede chihuahua’er – bragt til ro.

Tomelilla er en mindre by med 7.300 indbyggere 20 minutters kørsel fra Ystad. Sidste gang jeg snakkede med Børge for snart 60 år siden, talte han bornholmsk. Nu står den på udpræget skånsk. Hele 53 år i Skåne sætter sig i sproget. Dansk og bornholmsk ligger nedenunder som et passivt, sovende ordforråd, som med lidt besvær og lidt opvarmning kan vækkes til live.

Jeg er kommet for at dele skoleminder og for at høre, hvordan det er gået Børge, siden vi sammen afsluttede folkeskolen i Rutsker i 1964. Og nu sidder jeg så her i hans spisekøkken.

Barndom og skolegang

Børge voksede op i Helligpeder i et hus, Bakkely, få meter fra havskvulpet og bølgerne.

Han var den næstyngste i en søskendeflok på ni. Faren opkøbte fisk på havnen og solgte dem fra varebil rundt om på øen, og moren var i nogle år beskæftiget med silderøgning i Hasle. Fisk og fiskeri var i det hele taget det erhvervsmæssige omdrejningspunkt for Børges familie, onkler, bedsteforældre og for de folk, der boede i nærheden.

Han husker ikke meget fra de første fire år i skolen i Kirkebyen. Men han har dette skudsmål for de to lærere:

– Lærer Jensen var en fin fyr. Han var altid retfærdig. Og frøken Jørgensen var verdens fineste kvinde. Hende glemmer jeg aldrig.

Fra centralskolen, som vi kom på i 1961 i 5. klasse, husker han mere. Han fortæller, at gymnastik og sløjd var hans yndlingsfag, fordi han var dygtig til dem. Han kunne også lide regning, som han også havde flair for. Salmevers-terperiet var ingen stor fornøjelse.

Børge husker også, at et par af de nye lærere godt kunne finde på at understrege deres utilfredshed med en elev på en håndfast måde. Lussingerne sad løst. Børge bærer ikke nag. Han regner med, at han måske havde fortjent det. Mange år senere har han under Sildefesten drukket et par øl med netop en af disse lærere og fået en uforbeholden undskyldning for tæskene.

Børge gik ud af 7. klasse og kom direkte ud at fiske med både fra Helligpeder. Det kan godt være, at han som barn havde forventet at bliver fisker som voksen og drømt om at have egen kutter, men den drøm fortonede sig snart.

– Det var satans koldt at stå derude på havet. Jeg havde jo fingre, der så ud som røde pølser. Saltvand og koldt og ræligt. Da var jeg 15-16 år. Og da så min kammerat druknede under laksefiskeri, tænkte jeg: Nej, fy fan, jeg skal ikke være fisker.

Brædder, tagpap og kabler

Børge fik derefter job på et savværk i Klemensker, hvor han var, indtil han kom i militæret.

Det blev til fire måneder på Almegårdskasernen og 12 måneder hos dragonregimentet i Oksbøl. Hjemme igen fik han arbejde i amtsvejvæsenet, men fandt det ikke så spændende og tænkte: ”Jeg har ingen fremtid på Bornholm”.

Så hørte han fra et par bornholmere i Malmø, at det var let at få job dér. Og at det var betydeligt bedre betalt. Så 2. januar 1971 tog han afsted, selvom hans mor nok mente, at han hellere skulle blive.

Børge boede hos kammeraterne i to-tre uger og cyklede rundt i Malmø og søgte job. Hos Icopal, som lavede tagpap, var der hul igennem, og den svenske erhvervskarriere startede. Så hørte han rygter om, at der var andre virksomheder i Malmø, som havde mere interessant arbejde og betalte bedre lønninger. Igen afsted på cyklen. Og efter nogle måneder startede han på Bjurhagens Fabriker, som lavede elkabler i alle størrelser.

Den virksomhed blev hans arbejdsgiver de næste 40 år – godt nok under forskellige navne, fordi den et par gange skiftede ejere. Og Børge fik nye ansvarsområder.

– Jeg arbejdede først på gulvet i syv år. Men så var der udsigt til, at der ville komme en ledig stilling i teknikafdelingen. Man skulle ganske vist være elektroingeniør, og det var jeg jo ikke. Men så gik jeg på en fandens masse kurser for at kvalificere mig. Og så havde jeg det held, at jeg skulle bruges i SEMKO (Sveriges elektriska materialkontroll) i Stockholm en måneds tid. Jeg har let ved at lære alting, og dér udmærkede jeg mig tilstrækkeligt til, at jeg fik stillingen i teknikafdelingen hjemme i Malmø.

Børge rejser sig og går hen til køleskabet og henter sig en pakke snus. Han viser mig pakken og forklarer:

– Jeg fik konstateret KOL for 20 år siden. Så stoppede jeg med at ryge fra den ene dag til den anden.

Bjurhagens blev opkøbt af ABB, som havde kabelfabrikker rundt om i Europa, og Børge blev sendt afsted til disse fabrikker i Finland, Holland, Frankrig, Italien, Belgien og Tyskland for at lære – og for at lære fra sig.

Så rejste du rundt der i jakkesæt og slips?

– Nej, nej, jeg har aldrig gået i jakkesæt, kun i almindeligt tøj. Jeg var jo ude i fabriksarealerne og se, hvad og hvordan de producererede.

Hvad med fremmedsprog? Du havde jo kun haft engelsk i skolen i tre år?

– Det engelsk, vi lærte i skolen, var nul. Men jeg opsnapper engelsk hele tiden. Så jeg klarede mig ganske okay.

Da fabrikken flyttede fra Malmö til Ystad i 1985, var Børge som repræsentant for fagforeningen IF Metall med til at forhandle flyttevilkårene.

– Vi forhandlede os frem til en fandens god aftale. Vi fik penge for at flytte med, bolig stillet til rådighed, flytteomkostninger betalt, ”gardinpenge” mm.

Efter nogle år på fabrikken i Ystad blev Børge forfremmet til at være koordinator inden for de målstyrede grupper, som var en del af arbejdsorganiseringen. Fabrikken blev senere opkøbt af Draka Kabel fra Holland tilsyneladende med det formål at lukke den helt. Hvilket så også skete i 2010.

Men tro ikke, at Børges arbejdsliv dermed var slut. Han kom over i en helt anden branche.

Børge laver en kop kaffe til os og sætter et fad med konditorkager på bordet og siger:

– Jeg har bagt.

Jeg fanger hans blik og ser et svagt, selvironisk smil.

Motorcykler og amerikanerbiler

– Min største interesse har været motorcykler og yankee-biler. Allerede som knap 17-årig købte jeg en motorcykel og kørte rundt på.

Siden er det blevet til mange andre motorcykler, herunder Harley Davidson’er. Men for nogle år siden sagde Børges ryg nej tak til flere motorcykelture.

Og amerikanerbilerne? Dem har der også været mange af. Jeg spørger, om han stadig har den røde Chevrolet Corvette, som der ligger mange billeder af på hans Facebook. Men det er ikke tilfældet. Den blev afhændet, da han og Susanne flyttede til Tomelilla for nogle år siden.

Hvilken bil har I så nu?

Han svarer med en tydelig ærgrelse, næsten undskyldende, som om han er lidt flov over det:

– Toyota… El-hybrid.

Men bil- og motorcykelhobbyen hjalp på en indirekte måde Børge på vej videre fra den nedlagte kabelfabrik.

– Da jeg kørte MC og yankee fik jeg kammerater overalt. Det falder mig let at snakke. Og jeg har let til grin.

På den måde havde han lært en fyr i Ystad at kende. Da denne så hørte, at Børge var blevet arbejdsløs, tilbød han ham at komme i sit firma og sælge autocampers.

– Du kan begynde i morgen, sagde han. Og det gjorde jeg så. Jeg var 61 år på det tidspunkt. Det blev min sidste ansættelse. Syv år senere gik jeg på pension.

Nogle af de kunder, som købte en autocamper, ville gerne give en motorcykel i bytte. Børge sagde nogle gange ja og klargjorde motorcyklerne og solgte dem videre, i nogle tilfælde faktisk til Bornholm.

Børge fortæller, at hans kone, Malmö-tösen Susanne, heldigvis har delt hans interesse for motorcykler og amerikanerbiler i alle årene.

Jeg spørger til, hvor stor familien er, og får at vide, at de har fire børn og 11 børnebørn.

– Bællabælla gör allt. Jag kan inte vara utan, siger han.

Bornholm er hjemstavn

Har du Bornholm i hjertet?

– Ja, det har jeg! Jeg er bornholmer. Helligpeder er hjemme. Når livet slutter, ender jeg dér. Min aske skal strøs i havet uden for barndomshjemmet. Der ligger fire af mine søskende. Der skal jeg også have min sidste hvileplads.

Det er rørende. Det vil jeg kalde hjemstavnsfølelse!

– Ja, men det er det også. Vi havde et fandens godt sammenhold i min familie. Vi holdt sammen i tykt og tyndt. Vi havde ikke meget, men havde altid sammenhold og godt humør. Og alle fiskerne dernede var jo også med til at opdrage mig. De fortalte, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert.

– Der er noget med det sted, man kommer fra.

Jeg fortæller, at jeg på internettet har læst Tom Vesth fortælle, at der i 1950’erne var krigeriske tilstande imellem drengene fra Teglkås og Helligpeder. Dem fra Teglkås havde ikke lyst til at cykle igennem Helligpeder, når de skulle til Hasle. De var bange for at få bank. Børge bekræfter, at der var krig på kniven. Og han kan beskrive, nøjagtigt hvor på vejen grænsen mellem ”dem” og ”os” gik.

Har du selv givet Tom Vesth bank?

– Nej, nej, han var meget større end mig. Når jeg stod over for de store fra Teglkås, var jeg kun stor i flaben.

Jeg vil gerne vide, om Børge har en overordnet konklusion på sit liv, sådan som det har formet sig indtil nu.

Livet, din tilværelse beskrevet i få sætninger?

– Kanon! Jeg har fået det, jeg ville. Og jeg har tænkt mange gange, at hvis jeg var blevet på Bornholm, havde jeg ikke fået de chancer, jeg har fået i Sverige. Jeg har aldrig fortrudt det. Jeg er tilfreds med det liv, jeg har haft.

– En formand på fabrikken i Malmø sagde engang til mig: ”Du har så fandens let ved at lære alt. Når man bare viser dig noget, så gør du det perfekt næsten med det samme. Fortsæt med det”, sagde han, ”så ligger mulighederne åbne. Så kommer du længst muligt”. Det besluttede jeg mig til at gøre. Det har jeg taget til mig.

Jeg takker for snakken og kaffen. Og siger til ham, at han er god til at bage. Han forstår henvisningen, og vi griner igen.

På vej ud gennem haven ser jeg, at Børge har et bornholmsk flag hæftet fast på haveskuret.

BLÅ BOG

Børge Lennart Olsen

Født i 1949

Skolegang: 1. - 7. klasse i Rutsker

Ansat med forskellige funktioner på fabrik i knap 40 år. Dernæst bilsælger

Gift. Fire børn, 11 børnebørn