– Ja, det er jo kun i tre måneder, men det tror jeg bestemt, og man kan få en fornemmelse for, hvad det er for noget. Jeg var med til mit første møde i handicaprådet her forleden, og det var ikke den længste dagsorden, men det var en fin måde at starte på, og jeg har fået mødt nogle af mennesker, der er i det politiske engagement. Det giver bestemt noget erfaring. Min udfordring er, at jeg helst ikke vil forsømme mit eget arbejde, og derudover er vi en sammenbragt familie med i alt seks børn, så det skal der også være plads og tid til.
Hvor synes du, de største udfordringer ligger i hjemmeplejen og har du kunnet se en positiv eller negativ udvikling?
– Min far fik tilbage i 1993 en hjerneblødning og kom til at sidde i kørestol, og der havde vi hjemmeplejen i hjemmet. Det var nogle helt andre vilkår, end dem der er i dag. Vi havde den samme hjemmeplejer, der kom hver dag. Vi havde hjemmepleje 37 timer om ugen, så min mor også kunne føre et normalt liv ved siden af. Det eksisterer jo slet ikke længere. Men jeg synes egentlig, at det, der har haltet mest, er respekten for medarbejderne. Jeg synes ikke, man har behandlet dem ordentligt. De skal bare løbe hurtigere og arbejde ekstra, men de får ikke noget ekstra for det. Der kommer ikke nogen anerkendelse med i det.
Du har netop uddannet dig til social- og sundhedsassistent. Hvorfor besluttede du, at du gerne ville det nu?