Birgits liv var fyldt med dans og musik

Birgits liv var fyldt med dans og musik
Birgit Jensen blev 86 år. Privatfoto
MINDEORD | Fredag 30. august 2024 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
MINDEORD | Fredag 30. august 2024 • 19:00

Birgit Jensen havde en stor berøringsflade, men lod kun få komme helt tæt på som nære venner.

Birgit Jensen, Solparken i Rønne, er død, 86 år.

Birgit Jensen voksede op i Vang, hvor hendes far passede vandmøllen. Hun var den yngste af syv søskende.

Birgit blev i 1960 gift med Helge Jensen. De havde en fælles interesse for dans og musik, og Helge Jensen var ofte ude at spille til selskaber. Birgit og Helge Jensen bosatte sig i Nyker, hvor deres tre børn – Steffen, Malene og Heidi – voksede op.

Helge Jensen arbejdede på slagteriet, mens Birgit gik hjemme, da børnene var små. Hun fik senere rengøringsjob i brugsen om aftenen. Siden havde hun en række andre job, blandt andet på Nyker Skole, på Nyker Brød, på Almegårds Kaserne og i Kvickly, og sidst med rengøring på Hotel Herold, indtil hun gik på efterløn.

Blev tidligt enke

Birgit Jensen blev enke allerede som 55-årig, da Helge Jensen døde i 1993. Hun fandt sammen med Aksel, som hun fik 20 gode år sammen med. Birgit mødte efter Aksels død Henning til en pensionistfest, og efter et par år flyttede Henning ind hos hende i andelsboligen i Solparken i Rønne, hvor de nød et godt naboskab.

Birgit Jensen var som efterlønner og pensionist aktiv i Faglige Seniorer og i foreningen Mød Nye Venner (senere Dansevenner Bornholm). Hun nød at komme ud at danse og have en stor berøringsflade, men lod kun få komme helt tæt på som nære venner.

Birgit Jensen var aktiv næsten til det sidste. Som 85-årig var hun med på datteren Malenes linedancehold til danseopvisning. Hun spillede både klaver og orgel, og og i de sidste år navnlig harmonika. Hendes hjem var altid fyldt med musik, og hun tog også ud og spillede, både solo og med ensemblet Øens Musikanter.

Hun spillede på sygehuset, hvor hun også hjalp patientstøtterne, hun spillede i pensionistforeninger og i Café Elmer, og så spillede hun, når der var sæsonafslutning på det gymnastikhold, hun gik på i DGI-Hallen.

Stilheden i naturen

Birgit Jensen kunne dog også godt lide stilheden, og den nød hun på lange ture sammen med Henning. Hun holdt hele sit liv meget af at tage på stranden, både for at bade og for at ligge i solen.

Birgit Jensen var glad for, at alle tre børn var blevet boende på Bornholm, og det var en stor glæde, at barnebarnet Nanna sidste år vendte hjem til Bornholm efter 10 år i Mexico.

Birgit Jensen efterlader sig tre børn, et barnebarn og samleveren Henning.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT