– Jeg bruger en del tid på at følge med i mine børns fritidsinteresser. Min søn er konkurrencesvømmer. Så jeg tager både med på rejser og til træning. Det er en sport, hvor der er behov for frivillige hele tiden. Og min datter dyrker musik på Sjælland nu, hun er lige startet på musikgymnasium i København. Så jeg bruger også meget tid på at komme ud og se, hvad hun laver, når jeg er derover. Selv holder jeg meget af at sejle, men det har jeg ikke tid til i øjeblikket.
Hvilke glæder og udfordringer er der ved at drive et flyttefirma?
– Glæderne og fordelene er, at jeg kan få arbejdet til at harmonere med mine børns fritidsinteresser, som jeg bruger meget tid på. Jeg kan selv kan bestemme, hvordan hverdagen skal fungere. Og så synes jeg også, jeg får noget ud af at flytte for folk, fordi der ofte er et behov. Jeg har arbejdet meget indenfor servicefaget, og det er jo en rar fornemmelse, når man står med kunder, der faktisk er glad for det, man yder overfor dem.
– Udfordringerne kan så ligge i, når folk har et akut behov, og jeg ikke kan løse det for dem. Det sker mest, hvis folk kommer i sidste øjeblik, og jeg i forvejen har andre flytteopgaver. Men nogle gange skubber jeg også nogle ting rent privat for at kunne løse nogle flyttebehov. For man gør jo lidt ekstra, når det er ens eget.