Annika er vild med sin lastbil: 'Jeg vidste ikke, jeg manglede den'

Annika er vild med sin lastbil: 'Jeg vidste ikke, jeg manglede den'
Annika Nymann i sin Scania L50 Super fra 1973. Foto: William Sonne Kaalø
DAGENS NAVN | Fredag 10. maj 2024 • 05:30
DAGENS NAVN | Fredag 10. maj 2024 • 05:30

Annika Nymann bor til hverdag i Hjørring. I disse dage er hun dog på Bornholm med sin Scania L50 Super fra 1973. Det sker som led i en tur med foreningen Dansk Lastbil Nostalgi, der viser bilerne frem og overnatter på DCU-campingpladsen på Galløkken i Rønne.

Hvordan kan det være, at alle de her lastbiler er på den her campingplads i dag?

– Fordi det er pisse hyggeligt, og vi gerne vil ud at se noget. Vi laver i vores forening Dansk Lastbil Nostalgi ture over hele Danmark, og jeg tænkte, vi skulle til Bornholm.

Har I været her før?

– Vi var her sidste år for første gang. Jeg kunne godt tænke mig at lave det til en tradition, at vi tager herover hvert år.

Tager I også andre steder hen?

– Vi har faste ture over hele Danmark.

Hvorfor vil du gerne gøre det til en tradition at komme til Bornholm?

– Fordi det er mega hyggeligt at være herovre. Vi har faktisk rigtig mange medlemmer, der ikke har været herovre før, og så er det super anderledes at være på Bornholm i forhold til de andre steder, vi laver ture til.

Hvorfor?

– Fordi det ikke er så mange andre steder, der er rundkirker, granitbrud og sandstrande.

Kører I så rundt i lastbilerne?

– Ja. Vi har base her på campingpladsen, og hver dag kører vi så ud i kortege. Vi kører rundt på øen i én lang række. Vi har været i Ekkodalen i dag, og i morgen skal vi til Østerlars.

Er det altid i forbindelse med Kristi himmelfartsferien, at I er herovre?

– Det var det ikke sidste år, så vi har ikke lagt os helt fast på et tidspunkt endnu.

Må man gerne komme hen og sige hej, hvis man møder jer derude?

– Vi er super søde og mega flinke. Det er ikke svært at finde noget at snakke med os om. Hvis man spørger: "Hvad for en bil kører du i?" så vælter det ud af dem. Det må man meget gerne.

Hvilken bil kører du selv i?

– Jeg kører i den lille blå Scania 50 med hejselad.

Du siger, du slet ikke er uddannet inden for lastbilbranchen. Det er heller ikke dit job til hverdag.

– Overhovedet ikke. Jeg er kun frivillig i Dansk Lastbil Nostalgi.

Hvorfor har du så en passion for lastbiler?

– Igennem min opvækst har jeg nok altid haft lidt benzin og diesel i blodet. Men det lå ikke i kortene, at jeg skulle have en lastbil. Det har jeg aldrig nogensinde tænkt. Nu kan jeg kun sige: Jeg vidste ikke, jeg manglede den. Men det gjorde jeg. Det er mega fedt, og jeg bruger rigtig meget tid på det. Jeg har fået familie og gode venner i foreningen - det er gode mennesker, der er her.



Foreningen får lavet et lille skilt for hvert sted, de tager hen på tur. Foto: William Sonne Kaalø

 

Hvad betyder mest: det sociale eller lastbilerne? For jeg kan jo se, at I sidder og snakker og har det hyggeligt sammen?

– Jeg synes, det er fifty-fifty. Hvis vi ikke kunne lide hinanden, havde vi heller ikke snakket sammen. Men der er et naturligt fælles tredje i lastbilerne, og man lige skal se, hvad de andre har fået lavet. "Kan du huske, ham der vognmanden, vi kørte med dengang" og sådan noget taler man om. Der kommer nogle anekdoter på bordet fra en svunden tid, som absolut ikke er mere.

Hvad mener du med det?

– Jeg tænker ikke, der er det samme sammenhold på landevejene i dag som for år tilbage. Det er andre tider at køre i, så jeg tænker også, at nogle af de gamle hoveder kan få lov til at opleve den tid igennem det her.

Hvad er foreningen egentlig for en størrelse?

– Oprindeligt var vi en nordjysk forening, som hed Nordjysk Lastbil Nostalgi. Men der er åbenbart mange veterantosser i Danmark, så derfor er vi blevet til Dansk Lastbil Nostalgi og har nu medlemmer over hele Danmark. Vi har fået vores første bornholmer i går.

Altså meldt ind?

– Ja. Der er 550 medlemmer fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. Vi har vores foreningslokaler i Nordjylland, hvor vi har hjemme - men vi gør meget ud af at komme ud i hele landet. Vi har faste ture til Sjælland, Fyn og Sønderjylland - og vores eget kæmpestore rally i Sæby, hvor vi samler over 200 biler. Der er man rigtig velkommen til at komme op.

Hvordan forventer du, foreningen vil udvikle sig?

– Vi bliver flere og flere. Jeg tør ikke sige, hvordan det ender. Det vokser ekstremt stærkt og mega hurtigt. Da jeg blev meldt ind, var jeg medlem nummer 150 eller sådan noget, og der troede vi ikke på, at vi blev over 200.

Kommer vi til at se jer på Bornholm næste år?

– Selvfølgelig. Her på DCU Camping Galløkken.

Dansk Lastbil Nostalgi

Er på tur til Bornholm med 15 lastbiler og 28 personer. Nogle sover i selve lastbilerne, hvoraf mange af dem er bygget om til små hjem - andre sover i hytterne på pladsen.



Tre på stribe. Det er Annika Nymanns lastbil længst til højre på billedet. Foto: William Sonne Kaalø

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT