22-årig fortæller ældre om god kost

22-årig fortæller ældre om god kost
Loke Lynghus Frandsen står bag arrangementet "Hvordan skal vi egentlig spise, når vi kommer op i alderen?" Eget foto
DAGENS NAVN | ABONNENT | 17. MAJ 2022 • 06:00
Holger Larsen
Journalist
DAGENS NAVN | ABONNENT
17. MAJ 2022 • 06:00

22-årige Loke Lynghus Frandsen studerende står for arrangement for +65-årige om, hvad god kost er, når man kommer op i alderen.


Du står for arrangementet "Hvordan skal vi egentlig spise, når vi kommer op i alderen?" tirsdag den 24. maj i Østerlars Multihus. Hvordan er det kommet i stand?

– Jeg er i praktik i det tværgående sundhedsteam i Bornholms Regionskommune, og jeg har fået som opgave at holde et arrangement for målgruppen +65-årige. Det er for at prøve at forebygge nogle af de ernæringsmæssige problemer, vi ser hos ældre. Noget med, at de begynder at spise mindre og være mindre aktive.

 

Hvad er det, du vil fokusere på?

– En stor del af det kommer til at handle om proteinrige retter, fordi vi typisk ser hos ældre, at der er et stor proteinbehov for at bevare muskelmassen.

 

Hvad er det, at man så skal spise?

– Det kan være æg og bælgfrugter og så videre.

 

Er det så slut med sovs og kartofler?

– Nej, bestemt ikke. Vi siger ofte om ældre, at "rundt er sundt". For der kommer en masse om appetitregulering. Ældre er ikke så gode til at mærke, at de er sultne. Når de så kommer på hospitalet, ser vi også, at mange taber sig rigtig meget, så kroppen bliver mindre modstandsdygtig.

– Så det er slet ikke slut med sovs og kartofler. Jeg vil aldrig gå ind for en restriktiv diæt for nogen. Det handler mere om at gøre det med måde, og at der også er andre ting, vi skal huske.

– Vi skal ved arrangementet i Multihuset også arbejde i køkkenet, hvor jeg kommer med nogle bud på opskrifter på mad man kan lave. Det er for, at deltagerne finder ud af, at det er egentlig ikke så svært, og at de selv bliver inddraget og tager initiativet.

 

Hvad er dine forventninger tll arrangementet?

– Jeg håber at leve op til deltagernes forventninger, og så håber jeg, at det giver mig nogle kompetencer, for det er første gang, at jeg skal stå for et arrangement på den måde.

 

Hvad er det for en uddannelse, du er i gang med?

– Jeg er i gang med en bacheloruddannelse i ernæring og sundhed i Slagelse. Jeg søgte praktik herovre, fordi jeg er født og opvokset her. Så jeg tænkte, at det var en god mulighed for at vende snuden hjemad og se, hvordan tingene foregår her. Jeg er i praktik her i to måneder.

 

Hvorfor er du begyndt på den uddannelse?

– Det startede som en hobby for mig i forbindelse med træning, hvor ernæring er en stor del af det. Jeg har en kammerat, der var startet på uddannelsen, og han inspirerede mig.

 


Loke Lynghus Frandsen

22 år. Fra Rønne, bor i Slagelse.

Er i gang med 4. semester på bacheloruddannelsen i ernæring og sundhed på Professionshøjskolen Absalon i Slagelse.

Har en kæreste.

Blev i 2015 dobbelt europamester i taekwondo.

 

Hvad er dit mål med uddannelsen?

– Jeg kunne godt tænke mig at komme ud at se, hvordan det er i den virkelige verden i et par år, og så måske læse videre bagefter og eventuelt tage en kandidatuddannelse. Lige nu kunne jeg måske godt tænke mig at komme ud at undervise, når jeg bliver færdig.

 

Fortæl lidt om din opvækst i Rønne?

– Det har været super trygt. Vi er fem børn, der er rimelig tæt på hinanden aldersmæssigt, så der har altid været nogen at gå til og til at lege med. Man begynder at mærke nu, hvilke kompetencer, der er at trække på, og vi søskende er meget forskellige i forhold til, hvad vi vil.

– Jeg har tidligere dyrket meget taekwondo. Man bliver hurtigt grebet af det. Der er nogle rammer og noget disciplin, og jeg blev meget fanget af, at man kan blive ved med at lære og altid bygge på. Det er noget af det, jeg har taget med mig videre. Det her med at sætte sig ind i litteraturen på studiet. Man kan altid bygge videre og gøre sin læring mere optimal.

 

Hvad laver du i din fritid?

– Jeg bruger mange timer i fitnesscentret, hvor jeg dyrker både styrketræning og kondition. Når vi skal ud og formidle sundheden, kræver det også, at vi selv har nogle erfaringer med det.

 

Lever du selv sundt?

– Det vil jeg mene. Ja, hundrede procent. Når man dykker ned i alle de konsekvenser, der kan være, sætter det sig også i en selv. Jeg går også meget ind for "practise what you preach". Man kan ikke gå og "prædike" noget og så ikke selv gøre det.

 

Hvad er din livret?

– Så tror jeg, at vi er ude i noget sushi. Der er også ret godt sundhedsmæssigt, hvor man får både fisk, ris og grøntsager. Og det smager godt.

 

Det med at spise sundt, og at maden skal smage godt er vel heller ikke modsætninger?

– Nej, overhovedet ikke. Sundt og usundt er heller ikke sort eller hvidt. Det er meget mere nuanceret. Det, der kan være sundt for en ældre borger, er ikke nødvendigvis sundt for mig for eksempel.