11 ministre stod fast på klipperne

11 ministre stod fast på klipperne
Hammerhus stod flot i baggrunden, da de 11 udenrigsministre fortalte om topmødets forløb. Foto: Jakob Marschner
POLITIK | Tirsdag 29. april 2025 • 17:54
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Tirsdag 29. april 2025 • 17:54

Fortsat støtte til Ukraine. Fortsatte og forstærkede sanktioner på Rusland. Fælles indsats mod Ruslands hybridkrig og skyggeflåde – og en enighed om, hvad de 11 lande vil præsentere i en større kreds af lande med blandt andre USA. Udenrigsministrene var tilfredse med deres strategimøde på Bornholm.

Vi står fast på at støtte Ukraine. Og vi er enige om, hvad vi vil sige til USA og sydeuropæiske Nato-lande som Italien og Spanien.

Det var budskabet efter det to dage lange møde på Bornholm, der i Sandvig og på Hammershus samlede 10 udenrigsministre fra de nordiske og baltiske lande samt Tyskland og Polen og den franske europaminister.

– Nu er vi igen i en foranderlig verden. Vi er enige om, at vi må steppe op for Ukraine og sikre, at Ukraine er i den stærkest mulige position. Vi forbliver fuldt forpligtede til at støtte Ukraine, sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), da topmødet var slut.

– Vi lever formentlig i det mest dramatiske øjeblik i den moderne historie. Men det nordisk-baltiske samarbejde, nu også med Tysland, Frankrig og Polen, er en meget stærk gruppe. Det er virkelig en tid til at samle vore kræfter for at nå fælles mål, sagde Norges udenrigsminister Espen Barth Eide.



Der blev både taget selfies og mere officielle fællesbilleder.

 

Fælles budskab til andre

Flere ministre beskrev mødet som et strategimøde, hvor de også blev enige om, hvad de sammen vil præsentere i en større kreds af lande med ikke bare USA, men også sydeuropæiske NATO-lande.

– Det har været et strategimøde i forhold til at flytte billedet det rigtige sted hen. Det er vigtigt, at vi signalerer til Moskva, men egentlig også til Washington, at vi står fast på støtten til Ukraine, sagde Lars Løkke Rasmussen.

– Det har også været nyttigt at udvide gruppen med Tyskland, Frankrig og Polen. De her 11 lande er en kernegruppe.

– Vi har brugt mødet til at diskutere, hvad vi gør rent taktisk. Indholdet egner sig ikke til et interview som det her. Men det er vigtigt med den enighed, som vi er nået til, når vi sidder sammen i en lidt større kreds af lande, sagde Lars Løkke Rasmussen.

– Dette er en gruppe, der er i stand til at lægge strategier. Vi skal give Putin grunde til at slutte denne katastrofale og kriminelle krig, sagde Polens udenrigsminister Radoslaw Sikorski.

Den polske udenrigsminister fortalte mere henkastet, at besøget var hans tredje på Bornholm. Han viste en stedkendthed ved at hive et eksemplar af Bornholms Cykelkort frem fra jakkelommen.



Journalister indtog pladserne til pressemøde.

 

Rusland skal svækkes

Fra de andre ministre var budskabet i store træk det samme, blot fra forskellige vinkler.

– Det er en tid for enhed og styrke. Vi har diskuteret, hvad vi kan gøre mere, og vær sikre på, at vi vil gøre mere, sagde Estlands udenrigsminister Magnus Tsakhkna.

– Det er en sand fornøjelse at være her. Vi ved desværre, at Rusland vil udgøre en stor fare, og vi må stå vagt om friheden. Vi er enige om at steppe op og svække Rusland gennem sanktioner, sagde Finlands udenrigsminister Elina Valtonen.

– Tak for at invitere os til det smukke Bornholm. Fra mit synspunkt er vigtige skridt blevet taget i de seneste dage, sagde Islands udenrigsminister Thorgerdur Katrin Gunnatsdottir.

– Rusland kunne have stoppet denne krig til enhver tid, men der er ingen tegn på, at de ønsker fred. Island forbereder en ny forsvarsstrategi og øger også sine forsvarsudgifter, sagde hun.

– Vi ønsker en langtrækkende fred i Europa, der starter i Ukraine. Putins forhandlingsteknik handler om at eskalere krigshandlingerne. Med en våbenhvile vil han miste sit hovedargument. Derfor må vi øge presset og Ruslands isolation, sagde Litauens udenrigsminister Gabrelius Landsbergis.



Der blev også tid til interviews.

 



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT