Stort projekt i Svaneke åbner

Stort projekt i Svaneke åbner
Stedet tilbyder en række aktiviteter med naturen og bæredygtighed i fokus. Foto: Vores Regenerative Akademi
NATUR | Fredag 19. september 2025 • 16:00
Frida Flinch
Journalist
NATUR | Fredag 19. september 2025 • 16:00

Den grønne omstilling skal gøres til virkelighed, når et nyt initiativ sparkes i gang på 7,5 hektar i Svaneke.

7,5 hektar i Svaneke er blevet forvandlet til en form for laboratorium.

På arealet skal Bornholms landbrugstraditioner og det stigende fokus på bæredygtighed smelte sammen. De to initiativtagere, Amy Jean Hamilton og Andreas Christensen, kalder det Vores Regenerative Akademi. De to initiativtagere står også bag Savanna Studio, der er et kontorfællesskab i Nexø.

– Vi vil vise, at en anden måde at leve på er mulig – den er allerede i gang. Forandring sker i fællesskab. Vi starter her i Svaneke, men vi inviterer alle til at være med og ønsker at dele viden og erfaringer med lokalsamfund verden over, siger de.

De 7,5 hektar er tidligere blevet brugt af Plantagen, der indtil januar 2024 var et økologisk jordbrug og beskæftigelsestilbud for sårbare borgere på Bornholm. Nu er det bæredygtigheden, der er i fokus på det store areal med 500 æbletræer, bærbuske, køkkenhaver og produktionshus. Det er her, at den grønne omstilling skal blive til virkelighed, lyder visionen.


– Vi vil vise, at en anden måde at leve på er mulig – den er allerede i gang, lyder det fra initiativtagerne. Foto: Vores Regenerative Akademi

En række aktiviteter

De kalder det "et levende laboratorium for grøn omstilling", hvor der er fokus på regenerativt jordbrug, læring, forskning og fællesskab. Det er meningen, at besøgende skal kunne deltage i forskellige aktiviteter med det grønne fokus.

Nogle af de aktiviteter er "Grøn Hub", der er et mødested for iværksættere, kunstnere og bornholmske aktører, "Grøn lilleskole", hvor børn kan komme tæt på naturen med fokus på bæredygtighed, og "Tiny house-fællesskab", der er et boligområde, hvor man bor minimalistisk og bæredygtigt. Derudover vil der på stedet også være café og butik.

Projektet startede i januar 2025 og er nu klar til at åbne. Der vil løbende komme flere aktiviteter og kurser.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT