Unge kadetter kan blive fremtidens miljøberedskab

Unge kadetter kan blive fremtidens miljøberedskab
Bornholms Brandvæsen håber, at unge brandkadetter på sigt kan blive en del af klima- og miljøberedskabet. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 22. MAR 2024 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
22. MAR 2024 • 05:30

Mere end halvdelen af deltagerne i Bornholms Brandkadetter fortsætter i Ungdomsbrandkorpset. Brandvæsnet håber, de kan blive en del af det egentlige beredskab.

For et par år siden fik unge bornholmere mulighed for at prøve kræfter med beredskabet, da projektet Bornholms Brandkadetter blev lanceret. Siden har 24 unge deltaget i uddannelsen, og langt de fleste har valgt at fortsætte i Ungdomsbrandkorpset. Hos Bornholms Brandvæsen håber man, at de unge på sigt kan blive en del af det egentlige beredskab.

I første omgang handler uddannelsen til brandkadet dog mest om fællesskab og udvikling. De unge hjælper hinanden, og sammen flytter de grænser, bliver udfordret og tager ansvar. Målgruppen er de 13-16-årige, og målsætningen er, at cirka halvdelen er i en sårbar eller udsat position.

Der er 10-12 kadetter på hvert hold, og det tredje hold er lige begyndt. Af de 24 hidtidige deltagere har 21 gennemført uddannelsen, og 16 har valgt at fortsætte i ungdomsbrandkorpset.

Succes og samarbejde

Ungdomsbrandkorpset er et nyt, praktisk orienteret tilbud, der giver de unge mulighed for både at lære om brandmandsfaget og udvikle generelle og sociale kompetencer, der ruster dem til at tage en uddannelse og indgå på arbejdsmarkedet.

Fra andre steder i landet ved man, at deltagerne får kompetencer, der forbedrer deres aktive deltagelse i undervisning i skolen. De får succesoplevelser og lærer at samarbejde, og korpset bygger bro mellem samfundets institutioner og lokalområder og nedbryder barrierer mellem myndighederne og befolkningen.

Lokalt har halvdelen af de unge i ungdomsbrandkorpset fået en videreuddannelse, der har til formål at fastholde dem og give dem mulighed for at dygtiggøre sig indenfor forskellige områder. På den måde håber Bornholms Brandvæsen, at de på sigt vil kunne indgå i det lokale klima- og miljøberedskab.

Bag projektet står kommunens Center for Børn og Familie og Center for Skole samt Danske Beredskaber. Det er uddannede brandfolk, der underviser de unge.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT