Så mange affaldsøer får Bornholm

Så mange affaldsøer får Bornholm
Et eksempel på en beholder på 1,5 og tre kubikmeter. Foto: Joca A/S
NYHED | ABONNENT | 21. MAR 2024 • 19:00
NYHED | ABONNENT
21. MAR 2024 • 19:00

Antallet af affaldsøer er på plads, og placeringen er der også ved at styr på. Bofa håber på at få spaden i jorden inden for en måneds tid, men er ikke klar til at offentliggøre, hvor de skal være.

Nye affaldsøer og ny affaldsordning.

To ting der har været snakket om længe, men som endnu ikke er blevet til virkelighed. De store samtaleemner angående affaldsøerne har særligt været, hvordan de ville få indflydelse på bymiljøet, samt hvordan særligt ældre og dårligt gående borgere skulle fragte deres affald hen til de her affaldsstationer.

Det har fra starten stået klart, at man vil etablere affaldsøer i sommerhusområderne, men i byerne har Bofa, som Tidende tidligere har beskrevet, arbejdet på helt at undgå de omdiskuterede affaldsøer.

Der kunne dog være borgere, som ikke kan have de tre nye affaldsbeholdere stående ved bopælen, hvorfor en affaldsø kan blive nødvendig, har Bofa-direktør Jens Hjul-Nielsen tidligere forklaret. Derfor har Bofa bedt bornholmerne om at kontakte affaldsselskabet, hvis man havde udfordringer med pladsen. Og nu godt et halvt år inden den nye affaldsordning træder i kraft den 1. oktober, er man ved at have dannet sig det fulde overblik over, hvor mange affaldsøer, der bliver nødvendige at finde plads til.

– Som jeg husker det, skal der alt i alt etableres cirka 60 miljø’er (affaldsøer, red.), hvor over 90 procent af dem bliver i sommerhusområderne. Der bliver nogle ganske få steder, hvor det bliver nødvendigt at etablere noget i byerne, men der er vi nede på mindre end en håndfuld. Så det er meget få steder, siger Jens Hjul-Nielsen.

Placering fortsat hemmelig

Med antallet på plads er det næste, og nok mere interessante spørgsmål, hvor henne i landskabet Bofa planlægger at placere affaldsøerne.

Men det er Jens Hjul-Nielsen ikke meget for at sige mere om på nuværende tidspunkt.

– Vi ved godt, hvor nogle af dem skal være, og vi er tæt på at kunne gå i gang. Forhåbentlig indenfor den næste måned, og vi håber på at have spaden i jorden på den anden side af påske. Der er også nogle steder, hvor vi stadig forhandler med lodsejer og skal have aftaler på plads om benyttelse af deres arealer.

Kan vi få lov at se, hvor de skal være?

– Nej, fordi nogle af dem kan vi ikke en gang være sikre på skal være der, når vi ikke har en aftale med lodsejeren. Vi kan jo ikke gå ud og sige, at den skal være på den jord, når vi ikke har en aftale på plads.

Selvfølgelig ikke, men I regner eller håber på at have spaden i jorden ved nogle af dem om en måneds tid. Det ligger vel fast, hvor de skal være?

– Ja, det er ret tæt på, men vi er ikke klar til at offentliggøre nogle adresser endnu. Men jo, vi er forholdsvis tæt på at kunne fortælle om de første, fortæller Jens Hjul-Nielsen og uddyber, at der ud over aftaler med lodsejere også er forskellige tilladelser, der skal på plads for nogle af de planlagte placeringer.

Og selvom sagsbehandlingstiden på blandt andet byggetilladelser er under pres i Bornholms Regionskommune, er Jens Hjul-Nielsen ikke nervøs for, hvorvidt man når at have samtlige affaldsstationer klar til start den 1. oktober.

– Jeg er godt klar over, at byggetilladelser har fået meget opmærksomhed, og mange af de andre tilladelser er der i øvrigt også en sagsbehandlingstid på. Men når vi taler med alle de involverede parter, er der ingen indikation på, at vi ikke skulle nå det. Så hvis alt går som planlagt, bliver vi færdige med det hele.


Foto: Joca A/S

 

Overjordiske kuber

Før den gamle kontrakt med HCS blev revet over tilbage i slutningen af 2022, var det meningen, at affaldsøerne skulle graves ned i jorden.

Men Joca, der vandt det nye udbud om levering af øerne, kommer med en anden og på papiret mere fleksibel løsning.

– Den store forskel på den tidligere løsning og den løsning vi præsenterer, er, at det her er overjordiske kuber, sagde salgschef hos Joca A/S, Finn Thomsen, tilbage i oktober.

Affaldsstationerne bliver udgjort af stålkuber, som kommer i forskellige størrelser fra 1,5 til fem kubikmeter afhængig af, hvor meget affald de forskellige affaldsstationer skal kunne modtage.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT