For et år siden skruede både Danmark og Sverige op for indsatsen mod scrubbervand forurenet med tungmetaller og tjærestoffer, som en række skibe udleder i Østersøen. En scrubber renser skibenes røggas for svovl ved at vaske røgen, og nogle skibe udleder det forurenede vand direkte i havet. Om nogle måneder bliver det forbudt at udlede scrubbervand i danske farvande, og nu har eksperter i Sverige påpeget en ny trussel mod Østersøens miljø, og den kommer også fra skibsfarten.
Bag undersøgelsen står det tekniske universitet Chalmers tekniska högskola, som har konstateret, at udledninger fra skibes vask, brusebad og skibskøkkener indeholder en række farlige stoffer. Konkret drejer det sig om metaller, næringsstoffer og mikroplast, fortæller Transportstyrelsen, som har bestilt undersøgelsen.
– Rapporten viser, at disse udledninger i Østersøen udgør et stort potentielt miljøproblem. Det er vigtigt at fremhæve, hvad der kan gøres, siger Lina Petersson, som er miljøekspert i skibsfart hos Transportstyrelsen, i en pressemeddelelse.