Naboer frygter, at landanlægget vokser: Vi kan ikke få noget at vide

Naboer frygter, at landanlægget vokser: Vi kan ikke få noget at vide
Indtil for nylig var der fuld gang i de prøveboringer, der skal kortlægge undergrunden i det bruttoområde, der er afsat til energiøens landanlæg. Foto: Jacob Jepsen
MILJØ | Lørdag 12. november 2022 • 15:30
MILJØ | Lørdag 12. november 2022 • 15:30

At energiøen ikke giver overskud, som ellers var en betingelse for tilladelsen, kommer ikke bag på Fridrik Adamsson, men han frygter at de nye møller fra Ørsted får landanlægget til at vokse.


Energiøen kommer alligevel ikke til at give overskud – faktisk kommer den til at give underskud. Og det er CIP og Ørsteds planer om en havvindmøllepark syd for Ystad som skaber ubalance, viser det sig nu.

Og det bekymrer Fridrik Adamsson, som er en af stifterne af facebookgruppen Borgerforeningen Energiø Bornholm. Her samles modstandere af det store landanlæg.

Det kommer dog ikke bag på ham, at der ikke bliver det overskud, man havde regnet med.

– Det er svært at overskue økonomien i så store projekter. Men i den originale aftale var det en betingelse for at det kunne gennemføres, at det gav overskud. Det ser man så stort på nu, ærgrer han sig.

Det er dog ikke noget, der giver ham en forhåbning om, at planerne om energiøen bliver lagt ned.

– Det ville være naivt at tro, for vi kan jo se, at det her er undervejs. Der er nogle private aktører, som har sendt ansøgninger, og der er tydelige tegn på, at de vil have deres vindmøller, så det får de jo nok, siger han.

Noget af det, der kan bekymre ham og de andre i gruppen, er snarere, at det store bruttoareal på 260 hektar, der er sat fra til landanlægget, skal blive for lidt.

– Hvis den transformerstation ender med at skulle dække behovet fra samtlige havvindmøller, der er på tale lige nu, så er det jo det dobbelte af, hvad der egentlig er aftalen lige nu. Og så kan de kvadratmeter hurtigt få ben at gå på, mener han.

– Men det er jo bare gætterier. Kvalificerede gætterier ud fra det, vi kan opfange, men der er ikke nogen, der vil fortælle os noget konkret.

Han er frustreret over, at der ikke er noget mere klar tale fra kommunens politikere, som han oplever er meget loyale overfor energistyrelsen.

– Selv på borgermøderne bliver man bare sendt rundt fra den ene til den anden, og der er ikke nogen, der vil fortælle, hvad der skal ske, fortæller han.

For ham er det både støjgenerne, som man endnu ikke kender størrelsen af og at han mener, landanlægget visuelt vil skæmme den bornholmske natur, der gør at han ikke er en stor tilhænger af projektet.

– Det bliver så grimt. En øjebæ i den bornholmske natur, mener han.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT