Dansk Ornitologisk Forening (DOF) kalder det et voldsomt tilbageslag for naturen og et grønnere landbrug, hvis et forslag fra EU-Kommissionen bliver virkelighed. Kommissionen lægger op til at droppe et krav om, at fire procent af landbrugsjorden skal lægges brak til gavn for fugle, flora og fauna. Det sker, selv om et initiativ på Bornholm har vist gode resultater.
Formand Egon Østergaard fra DOF kalder det uhyrligt, bagstræberisk og tåkrummende pinagtigt, at kommissionen har foreslået at droppe kravet i en ny landbrugspakke, der er lagt frem i kølvandet af de mange demonstrationer, som landmænd i særligt Frankrig og Tyskland har lavet de senere måneder.
– Kommissionens bombe under de grønne bestræbelser kommer paradoksalt nok samtidig med offentliggørelsen af de vellykkede resultater af et samarbejde mellem ni bornholmske landmænd og lokale kræfter i DOF, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund og Landbrug & Fødevarer om fremme af agerlandets fugle som sanglærke, vibe og agerhøne, siger han i en pressemeddelelse.
Egon Østergaard og resten af DOF opfordrer på det kraftigste den danske regering og de danske EU-parlamentarikere til at arbejde på at fastholde kravet om fire procent brak som et minimum for at opretholde EU's landbrugsstøtte.